Lærervejledning – Krigen 1864
Her kan du læse, hvordan tidslinjen om Krigen 1864 opfylder Fælles Mål, og hvordan du kan bruge tidslinjen i din undervisning.
Tidslinjen om Krigen i 1864 handler om de dramatiske og skelsættende dage i danmarkshistorien, som førte til, at Danmark mistede Sønderjylland. Gennem analyse af autentisk kildemateriale giver indholdet viden om krigen både set fra makroperspektiv, men også i et mikroperspektiv gennem de personlige beretninger.
Der er bl.a. kilder fra generaler og menige og almindelige mennesker, som havde hver deres syn på krigen.
+ Åben alle- Luk alle-
Hvordan opfylder indholdet kravene til undervisningen?
Tidslinjen om 1864 henvender sig til historieundervisningen i udskolingen. Indholdet harmonerer med Fælles Mål; der arbejdes med originale kilder, eleverne analyserer og vurderer kilderne, deres problemstillinger og får
forståelse for historiske sammenhænge, der supplerer det kronologiske overblik. Samtidigt trænes deres færdigheder i at søge oplysninger i forskellige medier. Stormen på Dybbøl i 1864 er en del af kanon for historieundervisningen. Kilderne
gør det muligt at få indblik i måde den makro- og den mikrohistoriske side af krigen, og eleverne kan se aktørerne over skuldrene. -
Kilder og kildekritik
Eleverne vil møde mange forskellige kildetyper i undervisningsmaterialet, hvilket giver rig mulighed for at arbejde solidt med kildearbejde, som det foreskrives i Fælles Mål. Hvis eleverne mangler kildekritiske færdigheder, har Rigsarkivet lavet en manual: Den lille Guldbog, som indfører eleverne i kildekritikkens grundværktøjer. Arbejdet med tidslinjerne kan evt. begynde med, at eleverne læser Den lille Guldbog, eller de kan slå op i den løbende.
Se Den lille guldbog om kildekritik her
-
Arbejdsspørgsmål
Der er lavet spørgsmål til kilderne, som harmonerer med Fælles Mål, idet der lægges op til analyse og vurdering af historiske sammenhænge og problemstillinger – og sammenhængsforståelse i samspil med det kronologiske
overblik.Arbejdsspørgsmålene opererer på forskellige taksonomiske niveauer, så der veksles mellem redegørende, analyserende og vurderende spørgsmål. Der kan derfor arbejdes differentieret med enkelte eller alle spørgsmål.
-
Supplerende materiale
Tidslinjen giver mulighed for at arbejde med de originale kilder, men bør suppleres med andre materialer, fx historiebøger. 1864 kan bruges som springbræt til et arbejde med Sønderjyllands historie og Genforeningen – hvor der kan findes inspiration i Aargang 0: http://www.aargang0.dk/Forside/Andreas
Inspiration og baggrundsviden om 1864 kan hentes her: http://danmarkshistorien.dk/1864/1864-forside/ -
Perspektiverende arbejdsmetoder
Som perspektiverende arbejdsmetoder kan eleverne debattere, hvordan det var at være en ung soldat, en familie derhjemme eller en politiker under krigen i 1864. Hvad ville et brev fra fronten eller fra et lazaret beskrive for familien? Og hvad ville man skrive til en bror, mand eller kæreste, der var soldat?
-
Skab egne fortolkninger af historien
Til supplering af arbejdsspørgsmålene vil Rigsarkivet opfordre til at benytte muligheden for at remediere kilderne og deres indhold og dermed skabe en egen fortolkning af historien. Herved træner eleverne deres færdigheder i at formidle historisk indsigt på forskellige måder og begrunde dem. Dette kan gøres som fx en wiki, en video eller egne tidslinjer, der fx kan skabes med Tiki-Toki.
Ved at kombinere historiske og digitale færdigheder bliver eleverne desuden mere bevidste brugere af nettets mange informationer, der, som alle kilder, skal bruges kritisk og med omtanke. Derudover får de en styrket forståelse af, at alle de udlægninger af historien, de møder på tryk, på film eller på nettet, er fortolkninger af de originale kilder. Og de øver sig i selv at undersøge kilderne, reflektere over indhold og udsagn og bruge denne viden til skabe fortolkninger af historien, fortolkninger, der kan deles med andre.
Vi håber, at forslagene kan gøre eleverne endnu mere bevidste om, at det er mennesker der skaber og tolker historien – og hvor spændende det er at gå på opdagelse i de originale kilder.
Skriv gerne til os og fortæl, hvordan I har anvendt materialet: skoletjeneste@sa.dk