Demokrati under udvikling

I 1849 fik Danmark en grundlov. Året før var enevælden, hvor kongen mere eller mindre selv bestemte, blevet afskaffet. Fik vi demokrati i 1849? I perioden 1900-1925 blev der gennemført mange reformer, som i dag for os er selvfølgelige ingredienser i et demokrati.

Med Grundloven fra 1849 blev Danmark officielt et demokrati. Men et egentligt demokrati, blev vi først i perioden 1900-1925. Vi gik fra kongevalgte regeringer til regeringer valgt af flertallet af den danske befolkning. I begyndelsen var det ikke alle borgere i Danmark, der havde stemmeret. Forskellige befolkningsgrupper kæmpede derfor samtidig for at blive en del af demokratiet og derved påvirke deres levevilkår.

Ordet ‘demokrati’ er græsk og betyder folkestyre, og der har igennem tiden været forskellige opfattelser af, hvad både folket er og hvordan folket skal styre. Den opfattelse af demokrati, som vi har i dag, er det repræsentative demokrati, hvor folket vælger hvem der skal træffe bindende politiske beslutninger på deres vegne. Det danske demokrati er i dag karakteriseret ved:

• repræsentativt styre
• grundlovssikrede rettigheder – personlig frihed samt ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed
• lige og almindelig valgret, hvor alle uanset køn, økonomi mm. har ret til at stemme
• hemmelig stemmeafgivning
• forholdsvalg, hvor man stemmer om, hvor mange pladser de enkelte partier har i Folketinget
• etkammersystem med kun én lovgivende forsamling – altså Folketinget
• parlamentarisme, hvor regeringen ikke kan have flertallet imod sig

Selvom Danmarks vej til demokrati har været mindre voldsom end andre landes, så skete det heller ikke uden kamp i Danmark – og bestemt heller ikke på én gang.

• Danmark bliver et demokrati

  Demokratiseringen af Danmark begyndte i første halvdel af 1800-tallet, men det var først i løbet af de følgende 100 år, at demokratiet i praksis blev indført i Danmark.

  Danmarks første skridt mod demokrati var i 1834, hvor de rådgivende stænderforsamlinger blev indført. Det var et sted, hvor repræsentanter for de forskellige grupper i samfundet kunne diskutere politik. De var uden direkte indflydelse, og kongen var stadig enevældig.

  Den enevældige kongemagt blev afskaffet med junigrundloven i 1849, og det var det første vigtige skridt mod demokrati. Men demokratiet var stadig mangelfuldt. F.eks. var det indtil 1901 stadig kongen, der bestemte, hvem der skulle være statsminister. Det kom til at få stor betydning.

  I begyndelsen var det danske demokrati et to-kammersystem – dvs. at der både var et Folketing og et Landsting. Til begge ting var vaglretsreglerne set med samtidens øjne meget demokratiske, men for at blive medlem af Landstinget skulle man have en vis indkomst. Medlemmerne blev også valgt ved indirekte valg gennem såkaldte valgmænd (som vi ser det i USA), og endelig blev et landstingmedlem valgt for 8 år ad gangen og ikke kun for 3 år, som i Folketinget. Et formål med disse særlige bestemmelser var at gøre Landstinget i stand til at sætte en bremse i over for alt for vilde – eller ligefrem revolutionære – ideer fra Folketinget. Man kendte jo endnu ikke konsekvenserne af at give næsten alle samfundslag mulighed for indflydelse.

  Senere, ved den såkaldte reviderede grundlov i 1866, blev landstingets ’samfundsbevarende’ – eller konservative – funktion endnu stærkere. Nu skulle man, udover at have en vis indkomst, også være fyldt 40 år for overhovedet at stemme (til Folketinget skulle man være fyldt 30 år). Ikke mindst blev 12 af tingets 66 medlemmer ikke valgt af befolkningen, men af kongen – og for livstid. Udover at være et sikkerhedsnet mod den folkelige indflydelse, gav Landstinget også samfundets spidser dobbelt indflydelse.

  Partierne Højre – der varetog godsejernes interesser – og Venstre – der kæmpede for landmændene – slogedes om magten i den såkaldte forfatningskamp. På dette tidspunkt havde Venstre magten i Folketinget og Højre sad på flertallet i Landstinget. Men hvordan skulle magten fordeles mellem de to forskellige ting? Højre benyttede sig af kongens ret til at udnævne regering og beholdt på den måde magten i Danmark.

  Efter folketingsvalget i 1901 havde Højre kun 8 mandater tilbage i folketinget og Venstres flertal var massivt. Kongen erkendte, at han måtte pege på en regeringsleder, der havde rod i folketingets flertal. Systemskiftet 1901 betegner overgangen fra kongevalgte regeringer til folkevalgte regeringer, og hermed indførtes folketingsparlamentarisme i praksis i Danmark.

  Demokrati og nye fællesskaber
  Med industrialiseringen fik Danmark en ny samfundsklasse, arbejderklassen, der ligesom borgerne, bønderne, husmændene og godsejerne blev mere og mere politisk bevidste. Hver gruppe samledes omkring fælles interesser og langsomt opstod det politiske billede vi kender fra i dag med partier, folketing, statsminister og en række demokratiske institutioner.

  En forudsætning for demokratisering er, at alle i samfundet føler sig som en del af et fællesskab og får mulighed for at deltage aktivt. Udviklingen af en fælles national identitet i 1800-tallet var én vigtig forudsætning for udviklingen af demokratiet. En anden var undertrykte gruppers kamp for at blive hørt på lige fod med andre.

  Nye opfindelser bragte nye ideer og nye måder at kommunikere på, som også var med til at skabe et kulturelt fællesskab. Telefonen blev mere og mere almindelig, og i 1902 blev den første rigtige radio opfundet af en dansker. Film blev første gang vist i København i 1896, og 20 år senere havde enhver lille by med respekt for sig en eller flere biografer.

• Valgret - for alle eller for de få

  Lige, almindelig valgret for alle er et grundelement i et demokrati, synes vi i dag. Alle landets voksne borgere skal have lige indflydelse på, hvem der har magten i Danmark. Men sådan har det ikke altid været.

  Med grundloven i 1849 blev Danmark formelt set et demokrati. I praksis var det dog kun mænd over 30 år med egen bolig, der havde stemmeret. Kvinder, tjenestefolk, fattige og fængslede måtte ikke stemme. Dvs. over 50 % af befolkningen var udelukket fra at stemme.

  Det tog 66 år før Danmark fik et egentligt demokrati, hvor de fleste voksne havde lige ret til at vælge de politiske ledere. Med grundlovsændringen i 1915 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret (eller valgret), og valgretten blev sat ned til 25 år. Modtagere af fattighjælp havde stadig ikke valgret; det fik de med den nuværende grundlov fra 1953.

  I dag er det heller ikke sådan, at alle danskfødte eller alle, der bor i Danmark, har ret til at stemme. Man skal være fyldt 18 år og være dansk statsborger. Hvis ens forældre ikke er danske statsborgere, bliver man ikke automatisk danske statsborger, selvom man er født i Danmark.

  Valgrettens fire aspekter

  Valgret er retten til at stemme eller deltage i et valg eller folkeafstemning. Igennem tiden har der været forskellige former for valgret, ligesom det også varierer fra land til land. Man taler om 4 aspekter eller forhold ved valgret:

  Almindelig valgret: Alle myndige personer kan stemme uafhængigt af formue, køn, alder, race, sprog, etc.
  Lige valgret: Alle vælgere har samme indflydelse på stemmeresultatet.
  Hemmelig valgret:Anonym stemmeafgivelse for at sikre vælgerens frie valg.
  Direkte valgret:Vælgeren stemmer direkte på en kandidat eller parti og ikke på en person, der derefter stemmer på en kandidat eller parti (indirekte valgret).

  Danmark fik først indført valgret med alle 4 aspekter ved grundloven fra 1953, 104 år efter den første grundlov. Det er forskelligt fra land til land, hvordan og hvornår de forskellige valgretsaspekter er indført.

  Kvinders valgret

  I dag kan vi undre os over, at danske kvinder ikke automatisk fik stemmeret samtidig med mændene, men først i 1915. Faktisk var danske kvinder nogle af de første kvinder, der fik stemmeret internationalt set. Finske og norske kvinder fik dog valgret før de danske.

  Som de første fik newzealandske kvinder stemmeret til landets parlament allerede i 1893. Finske kvinder fik stemmeret i 1906 og norske i 1913. Tyskland og en række europæiske lande gav kvinder stemmeret i 1918 efter afslutningen af Første Verdenskrig, mens USA ventede til 1920 og Sverige til 1921. Frankrig gav først kvinder stemmeret i 1945, mens Schweiz ventede helt til 1971.

• Syndikalisternes svar

  Nej til forhandlinger på Rigsdagen. Ja til revolution!

  En gren af arbejderbevægelsen troede ikke på, at arbejderne kunne opnå forbedringer ad parlamentarisk vej, altså ved repræsentation i folketinget. De troede på “direkte aktion”, strejker – og i sidste ende revolution. Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, fik større og større opbakning under verdenskrigen fra 1914 til 1918. Den sociale nød var én af årsagerne.

  Arbejdere begyndte i løbet af 1800-tallet at samle sig for at forbedre deres livsvilkår både økonomisk, socialt, politisk og kulturelt. Det skete også i Danmark, og omkring 1900 var der i Danmark en stærk arbejderbevægelse organiseret i fagforeninger, socialistiske partier mm.

  En del af arbejderbevægelsen mente, at arbejderklassen skulle gennemtvinge sine krav ved, hvad de kaldte ‘direkte aktion’, dvs. strejke, sabotage og boykot. Kampaktiviteterne skulle ende med en generalstrejke, der igen skulle ende med en revolution. Efter revolutionen skulle fagforeningerne have magten i samfundet.

  Retningen hed syndikalisme (fransk ord for ‘fagforening’), og den voksede sig større ikke kun i Danmark, men i hele Europa i årene 1917-1920.

  En verden under forandring

  Den sociale ulighed var enorm, og mens finansmænd havde tjent styrtende med penge på Første Verdenskrig, levede arbejderne under elendige vilkår. Arbejdsløsheden var stor, der var bolignød, mangel på brændsel, og de arbejdsløse fik kun ringe understøttelse. Den sociale uro lurede lige under overfladen.

  Verden forandrede sig drastisk: Første Verdenskrig sluttede i november 1918 og efterfulgtes af revolution i Tyskland. Året før i 1917 havde der været revolution i Rusland. I resten at Europa blussede den revolutionære ild op med massedemonstrationer, dannelse af arbejderråd m.m.

  De danske syndikalister mente, at revolutionen også måtte være på vej i Danmark, og de var derfor meget aktive i årene 1918-1919. Det var nu, der skulle sættes ind med ‘direkte aktion’. De arrangerede flere demonstrationer, strejker, plyndringer af butikker med madvarer m.m.

• Uroligheder i 1918

  Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, var gode til at planlægge demonstrationer, strejker m.m. Lederne var ofte eminente talere, der forstod at engagere tilhørerne. De talte heller ikke for døve øre, for den sociale uro lå og ulmede under overfladen.

  Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, var gode til at planlægge demonstrationer, strejker m.m. Lederne

  var ofte dygtige talere, der forstod at engagere tilhørerne. De talte heller ikke for døve øre, for den sociale uro lå og ulmede under overfladen.

  Syndikalisterne kæmpede for at forbedre arbejdernes livsvilkår gennem alt fra arbejdsnedlæggelser til hjælp til familier, der blev sat på gaden af kongens foged. De arbejdsløse blev organiseret og ved en fælles indsats blandt arbejdere, var arbejdsnedlæggelser m.m. medvirkende til, at understøttelsen blev forbedret.

  Utilfredsheden havde længe ulmet blandt de arbejdsløse. Allerede i januar 1918 havde der været flere demonstrationer med efterfølgende sammenstød med politiet. Arbejdsløse havde plyndret fødevarebutikker, og i februar 1918 angreb de sammen med syndikalisterne Børsen i København.

  Stormen på Børsen fastelavnsmandag startede som demonstrationer flere steder i byen. Ved Nørreport samlede demonstrationerne sig til en fælles march. Da marchen nåede Børsen, løb demonstranter ind i børssalen og slog løs på børsmæglere med medbragte knipler eller fastelavnskøller.

  Slaget på Grønttorvet

  Myndighederne var bange for, at revolutionen lurede lige om hjørnet, og politiet slog hårdt ned på syndikalisterne, der tit måtte en tur i fængsel. I midten af november 1918 indkaldte syndikalisterne til flere møder på Grønttorvet for at protestere mod fængslingen af 3 kammerater og truede med generalstrejke.

  Mange tusinde deltog i demonstrationerne, som forløb fredeligt. Men efter demonstrationen d. 13. november hærgedes byens gader af slåskampe mellem politi og demonstranter i flere dage. Mange blev arresteret, heriblandt syndikalisternes ledere.

  Syndikalismens æra var slut

  Syndikalisternes ledere blev dømt og kom i fængsel det næste 1½ års tid. Da de kom ud, var syndikalisternes storhedstid ovre.

  Krigstidens skærpede klassekamp havde toppet, og den socialdemokratiske ideologi dominerede nu igen arbejderbevægelsen. Mange syndikalister søgte i stedet over i det nyoprettede DKP (Danmarks Kommunistiske Parti).

  Mellem fattighjælp og velfærd

  Grundloven i 1849 pålagde det offentlige at sørge for, at også samfundets svageste blev forsørget. I praksis havde det ikke den store betydning. Også hidtil havde man kunnet søge fattighjælp ved sognet eller kommunen.

  Fattighjælpens virkninger

  At modtage fattighjælp var imidlertid forbundet med en række indskrænkninger, bl.a. i de demokratiske rettigheder. En fattighjælpsmodtager kunne ikke stemme til hverken kommunal- eller folketingsvalg.

  Også de personlige rettigheder blev der gjort indgreb i: Man mistede f.eks. retten til at gifte sig. Fattighjælpsmodtagere burde ikke stifte familie, mente man. Men selv om man kunne forhindre fattighjælpsmodtagere i at blive gift, kunne man ikke forhindre dem i at få børn.

  Fattighjælpen blev givet efter skøn. Det betød, at sognerådet eller kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde vurderede, om hjælpen nu også var nødvendig.

  Det var almindeligt at anvende udtryk som “at falde sognet til byrde”, når nogen modtog fattighjælp. ”Sognet” omfattede naboer og bekendte, som betalte skat til kommunen/sognet, og modtagelsen af fattighjælpen kunne i høj grad føles ydmygende for modtageren. Det var også meningen. At søge fattighjælp skulle være sidste udvej. Før det skulle man på alle måder have søgt at hjælpe sig selv.

  Hjælp til selvhjælp

  I byerne voksede behovet for hjælp nærmest i takt med industrialisering og urbanisering. Reallønnen faldt, og arbejderfamilierne levede tæt på eksistensminimum. Derfor blev de også meget sårbare over for sygdom og arbejdsløshed. Når sygdom eller arbejdsløshed ramte, tippede læsset. Fattighjælp var som regel eneste mulighed.

  Arbejderne kunne ikke spare tilstrækkeligt op, så de kunne forsørge sig selv og deres familier i perioder, hvor de ikke tjente noget. Udgifter til læge og medicin kunne være voldsomme. Mange sygekasser og arbejdsløshedskasser blev oprettet i sidste halvdel af 1800-tallet. Men det løste ikke problemerne. Mange havde ikke råd til at melde sig ind i en arbejdsløshedskasse og sygekasse.

  Hjælp til selvhjælp var princippet bag sygekasseloven i 1892. Loven ydede statstilskud til sygekasser og dermed til de syge, som tidligere havde været så forudseende at indbetale et mindre kontingent.

  Det var samtidig en motivation for andre til at melde sig ind i en sygekasse. Og med flere medlemmer kom der flere penge i kassen til fremtidens syge.

  På samme måde fik arbejdsløshedskasser statstilskud ved loven i 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser.

  Både for sygekasser og arbejdsløshedskasser gjaldt, at dagpengebeløbet maksimalt kunne beløbe sig til 2/3 af lønnen. Man kunne kun få sygedagepenge, hvis man var syg i mindst 13 uger i løbet af 12 måneder. Reelt var det nok hjælpen til betaling af læge og medicin, der fik størst betydning.

  I løbet af 3 år kunne en arbejdsløs højst modtage arbejdsløshedsunderstøttelse i 210 dage.

  At modtage hjælp fra en syge- eller arbejdsløshedskasse havde ikke de samme konsekvenser som at modtage fattighjælp.

  Værdigt og uværdigt trængende

  Man skulle så vidt muligt hjælpe sig selv. Men lidt efter lidt erkendte lovgiverne, at det ikke altid lod sig gøre. Ved Den reviderede fattiglov fra 1891 blev der givet statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Disse former for hjælp blev ikke betragtet som fattighjælp.

  Fattighjælpens konsekvenser skulle “de uforskyldt nødlidende” eller de “værdigt trængende” forskånes for. Man gjorde det ikke ved at fjerne disse konsekvenser – man prøvede i stedet at henvise dem til “de frie fattigkasser”. Kasserne var oprindeligt baseret på private indsamlinger, men nu i stigende grad med kommunalt tilskud. De kunne ikke opfylde behovet.

  Var nøden selvforskyldt, så var fattighjælpens konsekvenser på sin plads. Og nøden var selvforskyldt, hvis faderen og/eller moderen f.eks. var drikfældig, bare ikke gad arbejde (op til kommunens skøn) – og i princippet også, hvis man havde undladt at betale til syge- eller arbejdsløshedskasse.

  Alt i alt var en arbejderfamilie stadig i 1900-tallets første par årtier meget sårbar. Det kunne gå, så længe familiefaren havde fast arbejde og alle, både børn og voksne, var sunde og raske. Men turen ned ad bakken til fattigdom og reel nød var ikke lang, og undervejs lokkede “fattigmands eneste trøst” – Snapsen.

  Velfærdsstatens første brik

  På ét område tog staten sagen i egen hånd. Det var i forhold til de gamle. I lov om alderdomsunderstøttelse fra 1891 fik værdigt trængende over 60 år ret til understøttelse uden at miste deres stemmeret. En forudsætning var dog, at den trængende aldrig havde modtaget fattighjælp.

  Alderdomsunderstøttelse var ikke en forsikringsordning, hvor den enkelte selv skulle bidrage udover et offentligt tilskud, men en reel offentlig forsørgelse.

• Begyndende massekultur

  En forudsætning for et fungerende demokrati er en fælles referenceramme. Det var længe de trykte medier, aviserne, som havde en hovedrolle her. Netop omkring 1900 betød den tekniske udvikling, at et nyt medie med opfindelsen af filmapparatet spirede frem.

  Den første offentlige filmforvisning fandt sted i Paris d. 28. december 1895. Der blev vist 10 små film af hver ca. 1 minuts varighed. Danskerne kunne også se en filmforvisning et halvt år efter, og i 1904 fik man den første biograf på strøget i København, Kosmorama. Derefter gik det hurtigt, og få år efter havde selv den mindste by mindst 1 biograf.

  De første film: Fra levende billeder til spillefilm

  De allerførste stumfilm var små optagelser af hverdagslivet, naturen eller begivenheder og uden nogen egentlig handling. Det kunne f.eks. være ’Nordsjællands smukkeste egne’, ‘Arabiske pottemagere eller ‘Vandsport’.

  Stumfilmene blev ledsaget af musik, og musikerne sad i selve biografsalen. Det kunne være et helt symfoniorkester eller bare én, der spillede klaver. Omme bag lærredet brugte man genstande til lydefterligning: knaldpistoler, gryder, fløjter osv.

  I 1927 begyndte USA at lave film med lyd, og i 1931 fulgte den første danske tonefilm. Danmark udviklede sit eget tonefilmssystem, og det var f.eks. B&O, der havde lavet lydanlægget, da Disneys tegnefilm Mickey Mouse havde premiere i Danmark i 1928.

  Herunder finder du et klip fra en stumfilm, der er fundet på YouTube. Klippet er fra cowboy-filmen “Et rigtigt mandfolk” fra 1920 med en af tidens store stjerner, Tom Mix. Originaltitlen var “The Texan”, instruktøren Lynn F. Reynolds og produktionsselskabet Fox. Filmen kunne have gået i Vesterbro Teater, hvor Volmer arbejdede, men vi ved det ikke.

  Biograffilm var tidens mest populære underholdningsmedie

  I 1890’erne blev de meget korte film vist i kukkasser i forlystelsesparker eller som del af en varietéforestilling. I begyndelsen af 1900-tallet dukkede de første biografer op, de såkaldte ‘butiksbiografer’. Det var nemlig typisk i tomme butikslokaler, at man indrettede de første biografer.

  Det store folkelige gennembrud kom efter ca. 1906, hvor filmene begyndte at fortælle længere og sammenhængende historier. Biografer voksede hurtigt i antal og størrelse. Biograffilmen var i perioden 1920’erne til 1950’erne det dominerende underholdningsmedie.

  Der var derfor økonomi til at bygge selvstændige biografbygninger, og det blev der gjort i stor stil. Palads Teater på Axeltorv i København blev f.eks. bygget i 1917-1918. Biografen er bygget om flere gange, men den fungerer den dag i dag stadig som biograf.

• Borgerlige ægteskaber

  Personlige frihedsrettigheder er en væsentlig del af et demokrati. Religionsfrihed er én af disse rettigheder.

  Religionsfriheden er sikret i grundloven. Ved grundloven i 1849 blev kirke og stat adskilt, og der fandtes ikke mere en statskirke. Dog var langt de fleste danskere evangelisk-lutherske, og derfor blev forbindelsen mellem stat og kirke ikke brudt helt. Folkekirken opstod. Fortidens tvungne medlemskab af kirken blev afløst af frivillighed. Dåb kunne fravælges, og man kunne melde sig ud af kirken, hvis man ønskede det. Foruden denne frihed til at fravælge folkekirken, sikrede grundloven også borgernes ret til at tilslutte sig andre trossamfund.

  Borgerlige vielser – et monopol bliver brudt

  Trods grundlovens bestemmelse om religionsfrihed var det kun muligt at blive gift af en præst. Så hvis et par ville giftes, var de tvunget til en folkekirkelig vielse. Denne ordning stod i skærende kontrast til den religionsfrihed, der var blevet indført i 1849. Noget måtte gøres – og muligheden for borgerlige vielser opstod.

  En mulighed for de få

  I første omgang, i 1851, blev muligheden for en borgerlig vielse for de få, for det blev bestemt, at kun personer med “særlige afvigelser” kunne blive gift på denne måde. Hermed mentes folk, der var meldt ud af folkekirken eller tilhørte et ikke anerkendt trossamfund. I de følgende mange år var der kun ganske få borgerlige vielser – det var ikke “normalt” ikke at tilhøre et anerkendt trossamfund, men med ægteskabslovene i 1922 blev muligheden udvidet.

  En mulighed for alle

  Fra 1923 var der fuld valgfrihed i forhold til indgåelse af ægteskaber – restriktionerne blev pakket væk, og alle, der måtte ønske det, kunne nu blive gift af en ikke-religiøs, borgerlig myndighed. Dette betød en væsentlig forøgelse af antallet af borgerlige vielser.

  Hvorfor vælge borgerlig vielse?

  Siden 1880’erne havde en del socialdemokrater meldt sig ud af folkekirken, og de havde allerede på den måde fået adgang til at indgå borgerlig vielse. At udtræde af folkekirken var dog ikke kun et religiøst, men også kulturelt skridt for en befolkning, hvis liv havde centreret sig om kirken i mange århundreder. Helt så voldsomt virkede indgåelsen et borgerligt ægteskab ikke, hvis ikke det betød et totalt brud med folkekirken. Og nu var muligheden der altså for dette både-og: Muligheden for at blive i folkekirken, men alligevel blive borgerligt viet. Der var også andre grupper nu, som ikke havde et religiøst motiv. F.eks. kunne fraskilte og enker/enkemænd være interesserede i et mere “stille” bryllup anden gang. Der kunne også være et økonomisk aspekt, forventningerne til festen efter et kirkebryllup var større end forventningerne til en eventuel fest efter en borgerlig vielse.

  Der var også præster, som slet ikke ønskede at vie fraskilte i kirken.