Første Verdenskrig

Danmark var neutral under første verdenskrig 1914-1918, men blev dog i høj grad alligevel berørt af krigen. Vareknaphed og prisstigninger blev snart hverdag. Sønderjylland blev især påvirket af krigen, idet landet siden 1864 havde været tysk, og sønderjyder måtte som tyske soldater deltage i krigen.

Den 1. august 1914 erklærer Tyskland Rusland krig. På det tidspunkt har der allerede gennem flere år været nationale spændinger mellem stormagterne i Europa. Mordet på Østrig-Ungarns tronarving den 28. juni 1914 bliver gnisten, der antænder bålet. Krigen bliver ført mellem Ententemagterne (Frankrig, Rusland, Storbritannien og deres allierede bl.a. Japan og USA) og centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller). Alle lande går i krig med en tro på en hurtig krig, men i fire år kæmper soldaterne i blodige slag og lever i våde og mudrede skyttegrave. Omkring ni millioner soldater dør på slagmarken.

Sønderjylland er på dette tidspunkt en del af Det Tyske Rige og må derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i verdenskrigen. Danmark forholder sig gennem hele krigen neutral, og derfor bliver virkningerne af verdenskrigen vidt forskellige, om man bor nord eller syd for Kongeåen.

• Vareknaphed og prisstigninger

  Danmark var neutral under Første Verdenskrig. Alligevel mærkede danskerne også verdenskrigens følger: Der var vareknaphed og dyrtid.

  Byens gullaschbaroner

  Nogle forstod at udnytte vareknaphed og dyrtid til deres egen fordel. Når priserne blev højere og højere, var det en fordel at være sælger. I byerne dukkede såkaldte gullaschbaroner op. Navnet stammede fra de grosserer, der solgte dåsemad til krigsførende lande. Hvad der egentlig kom i dåserne, var det efter sigende bedst ikke at vide. Gullasch i egentlig forstand var det nok ikke.

  Hurtige gevinster på landet

  Også på landet var der mennesker, som forstod at udnytte hastige prisstigninger på fødevarer, jord og ejendom. Nogle landmænd var f.eks. bedre end andre til at dyrke de afgrøder, der var størst prisstigning på – og fik dermed god fortjeneste.

  Fordi det fra statens side blev nødvendigt at gribe regulerende ind, blev der uddelt forskellige former for privilegier. Det betød, at en møller kunne få eneret i sit område på at male det rug, der blev afleveret til staten, eller en købmand kunne få eneret til at sælge petroleum og andre former for varer.

  Forskelle på rig og fattig

  Verdenskrigens danske samfund er ikke mindst kendetegnet ved sociale opbrud: Det var sælgers marked, men nogle havde kun deres arbejdskraft at sælge. Og lønnen for en almindelig land- eller byarbejder fulgte ikke med prisstigningerne. Så mens nogle – f.eks. grosserer – blev meget rige meget pludseligt, blev andre fattigere, end de før havde været. Og det havde såmænd været slemt nok.

  Der blev kort sagt på relativ kort tid langt større forskel på rig og fattig. Fra regeringens side søgte man at udligne forskellene. Man gjorde det ved at fastsætte maksimumpriser på mælk, brød og kul, og man gjorde det ved at bevilge penge til kommunerne, der fik mulighed for at foretage dyrtidsregulerende foranstaltninger som at uddele kartofler eller kul til de fattigste i kommunen. Efterhånden blev der også indført rationering – altså begrænsning på, hvor mange varer af forskellig karakter en person kunne købe – af en lang række varer.

  Prisstigninger i tal

  Prisudviklingen steg voldsomt fra år 1900 til år 1925. Den mængde varer man kunne købe for 100 kr. i 1900 kostede i 1925 244 kr.

• Landbefolkningens vilkår i Danmark

  Korn og især brødkorn, rug og hvede, fik en helt central plads i de mange indgreb fra regeringen, som kendetegner verdenskrigen. Det blev en meget vigtig opgave at sikre befolkningen det daglige brød.

  For bønderne betød det først og fremmest, at de fik besked på at aflevere en større eller mindre andel af deres høst. De fik betaling for kornet, men det blev ret hurtigt regeringen, der fastlagde prisen.

  Landbruget: Et frit erhverv i spændetrøje

  Landmændene var vant til at bestemme selv. Nu skulle regeringen have indsigt i, hvad landmændene dyrkede på markerne og hvad de brugte afgrøderne til.

  Dertil kom indskrænkningerne. I lange perioder måtte bønderne f.eks. ikke give deres husdyr brødkorn at spise.

  At bruge rug og hvede som foder til køer, heste eller endda høns og grise er ikke indbringende. Prisen på brødkorn er som regel højere end prisen på foder – så det er alt andet lige imod landmandens egen interesse at kaste brødkorn for svin. Men krigen kunne godt ændre på det forhold.

  Mange foderstoffer som majs og soyakager skulle importeres og indføres ad søvejen med de risici, som krigen indebar. Foderstoffer blev både dyrere og sværere at skaffe. Og på den anden side var det regeringen (og ikke efterspørgslen), der fastlagde (maksimal-) prisen på brødkorn.

  Brødkorn var ikke bare brødkorn

  Det var især “brødkorn i gråzonen”, der skabte problemer. Kornet kunne være angrebet af en plantesygdom kaldet brand, i forbindelse med tærskningen fremkom såkaldt frarensning – og til sidst fejede karlen laden og hældte affaldet i sækken med foder. Alle de tre nævnte typer var foder i bondens forstand – men principielt set brødkorn i regeringens.

  Korn, der ikke var tjenligt til brød, skulle selvfølgelig ikke males til mel. Men regeringen mente, at det ikke gik an at fodre med f.eks. sygdomsangrebet korn, før bonden havde indhentet tilladelse. Bonden skulle altså have fat i den lokale prisreguleringskommission og have denne til at godkende, at dette korn virkelig ikke var tjenligt til brød.

  Kom en inspektion forbi og fandt brødkorn blandet i foderet, så vankede der en bøde, hvis der ikke på forhånd var indhentet tilladelse.

  Fodringsforbuddet er blot ét, men et vigtigt, eksempel på indskrænkninger og kontrol.

  Snyd og bedrag

  Landmændenes svar på kontrol og indskrænkninger kunne være snyd. Der findes mange kriminelle sager om hvordan landmændene forsøgte at omgå reglerne. Men allerede i de talrige indskærpelser af fodringsforbudet kan man næsten aflæse, hvor fantasifulde bønderne kunne være. F.eks. blev det på et tidspunkt udtrykkeligt forbudt at bage brødkorn til brød – for derefter at bruge brødene til foder…

  Kornnævn og Ernæringsråd

  Først i september 1917 fandt regeringen ud af en holdbar måde at organisere ligninger og afleveringer af korn, kontrollere formalingen til mel, kontrollere bagningen til brød – med andre ord hele processen fra kornet blev puttet i jorden som såsæd til det kom på bordet i form af brød. Til at støtte kontrollen over processen blev der oprettet kornnævn i kommuner og amter. Til at varetage den overordnede styring blev Ernæringsrådet oprettet i København. De kommunale kornnævn skulle bl.a. kontrollere den formaling af rug og hvede, der skete ude hos bønderne selv. De skulle også fordele byg til foder og sikre, at der på hver enkelt ejendom var den fornødne mængde såsæd.

  Et lidt mere overordnet kornnævn på regionalt niveau fungerede dels som en ankeinstans og dels som administrator af de statslagre, der blev oprettet rundt omkring i regionen. Fra september 1917 foregik al handel med korn gennem disse lagre, der var oprettet hos udvalgte møllere, brugsforeninger og andre handlende. Til gengæld for retten til at handle med korn, skulle disse udvalgte handlende månedlig afgive beretning om handelen og var underlagt et vist opsyn.

  Den overordnede styring og fordeling hen over landet lå hos Ernæringsrådet. Ernæringsrådet tog sig også af den endelige afgørelse i tvivlssager.

• Befolkningens vilkår i Sønderjylland

  I Sønderjylland ændrede Første Verdenskrig livet radikalt. Eftersom mændene var i krig, havde kvinderne alene ansvaret for hjemmet og måtte også til at forsørge familien økonomisk. Hertil kom, at kvinderne gik i frygt for deres mands, sønners og brødres liv.

  Krigsudbrud

  Sønderjylland blev hvirvlet ind i Første Verdenskrig den 1. august 1914, da Tyskland erklærede Rusland krig. Gennem flere år havde der været nationale spændinger mellem stormagterne i Europa. Mordet på Østrig-Ungarns tronarving den 28. juni 1914 blev gnisten, der antændte bålet. Krigen blev ført mellem Ententemagterne (Frankrig, Rusland, Storbritannien og deres allierede bl.a. Japan og USA) og Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller). Alle lande gik i krig med en tro på en hurtig krig, men i fire år kæmpede soldaterne i blodige slag og levede i fugtige og våde skyttegrave. Næsten 10 millioner soldater døde på slagmarken.

  Modvillige soldater

  Sønderjylland var på dette tidspunkt en del af Det Tyske Rige og måtte derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i Første Verdenskrig. Ved mobiliseringen trådte de forskellige sindelag tydeligt frem. De tyske nordslesvigere modtog krigsbudskabet med fortrøstning og undertiden begejstring, og drog af sted med en overbevisning om en hurtig tysk sejr. For de dansksindede var det en tung pligt at blive indrulleret i en hær, som man i virkeligheden ønskede nederlag for. I løbet af krigen, der kom til at vare mere end fire år, opstod der af og til et våbenbrødre-fællesskab mellem de dansk- og de tysksindede soldater. Begge parter håbede på fred og ønskede at komme hjem til deres kære med livet i behold.

  Tysk revolution og våbenstilstand

  I efteråret 1918 var Det tyske Kejserriges ressourcer ved at være opbrugte. En sidste, næsten desperat offensiv på Vestfronten var slået fejl, og i september opfordrede den tyske overkommando regeringen til at indlede fredsforhandlinger. Det trak ud, og krigen endte først, da der udbrød revolution i november 1918. Både de krigstrætte tyske soldater og de dårligst stillede i det civile samfund, havde fået nok og sagde stop. Den 11. november 1918 blev der indgået våbenstilstand. Krigen havde da varet i fire år og 2½ måned. Dens følger var næsten uoverskuelige både på kort og langt sigt.