Køn og seksualitet under opbrud 1900-1925

Her kan du læse om køn og seksualitet under opbrud 1900-1925

Grænserne for den acceptable seksualitet rykkede sig dramatisk i de første årtier af det 20. århundrede. Seksuelle fænomener, der tidligere var forbudt, blev diskuteret af politikere, jurister, kvindesagsforkæmpere, læger m.v. På dagsordenen var blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt homoseksualitet, prostitution, sex med dyr (sodomi) m.m. skulle være lovligt. Men også spørgsmålet om kvinders seksualdrift – eller mangel på samme? – blev diskuteret.

Debatten i starten af det 20. århundrede var et vigtigt skridt på vejen frem mod 1960’ernes liberalisering af pornografiske tekster, billeder og film – og ikke mindst indførelsen af fri abort i 1973.

• Køn og seksualitet

  Omkring år 1900 var der forskellige normer for kvinder og mænds seksuelle adfærd. Den ‘sande’ kvindelige og mandlige natur blev defineret af læger og psykiatere ud fra en biologisk forklaringsmodel. Med analyser, diagnoser og kategoriseringer fastsatte de normerne for, hvad der var en normal mand/kvinde. Men normerne blev udfordret og diskuteret i begyndelsen af århundredet.

  Mandlig seksualitet

  Den mandlige seksualitet blev betegnet som stærk og vanskelig at tæmme. Selv om mådehold havde været normen siden 1800-tallet, hævdede nogle læger, at det kunne være skadeligt for manden, hvis han undertrykte sin seksualitet. Hvis manden ikke fik udløb for sin stærke seksualdrift, kunne det resultere i, at han fik udløb gennem forskellige perversioner eller måske endda gennem overgreb. I begyndelsen af århundredet var det derfor ikke ualmindeligt, at seksualforbrydere blev udspurgt om samlivet med hustruen. Var det mangelfuldt (havde hun ikke været villig (nok) til at omgås manden seksuelt), var det én af forklaringerne på hans adfærd; men ikke en undskyldning.

  Kvindelig seksualitet

  Før århundredeskiftet mente man, at kvinden ikke rummede en seksualitet. I starten af 1900-tallet anerkendte man, at kvinder havde en seksualitet, dog var den mere passiv og mere ‘slumrende’ end mandens. Kvindens seksuallyst skulle derfor vækkes af manden, og denne forestilling åbnede mulighed for at se mænds brug af tvang i seksuelle forhold som en del af akten.

  Anerkendelsen af kvindelig seksualitet betød ikke, at kvinder frit kunne udleve deres begær. Den ‘gode’ pige var dydig og ydmyg, og hun indlod sig ikke i seksuelle forhold før ægteskabet, hvis hun ville undgå at betragtes som letlevende og løsagtig – eller endnu værre: som prostitueret.

  Køn og seksualitet i retsvæsenet

  Seksuelt aktive kvinder kunne risikere at stå svagt i sager om seksuelle overgreb. Selv i incestsager, hvor barnets adfærd blev undersøgt. Troværdighed var alfa omega i straffesager, og havde en kvinde vist tegn på seksuel adfærd, blev hun betragtet som mindre troværdig end den ‘dydige’ kvinde. Koblingen mellem kvinders seksualitet og troværdighed betød, at der ikke blev lagt helt så meget vægt på en forklaring fra en kvinde, som ikke levede op til samfundets strenge kønsnormer.

  I forbindelse med voldtægtssager var det endda sådan, at manden kunne idømmes en lavere straf, når det var foregået mod en berygtet – en seksuel aktiv – kvinde.

  Normerne udfordres

  I slutningen af 1800- og ind i 1900-tallet blev der rejst kritik af synet på mandlig (aktiv) og kvindelig (passiv) seksualitet, der betegnedes som dobbeltmoralsk. Kritikkerne var delt i to lejre. På den ene side fandtes fortalere for en friere seksualitet for begge køn. På den anden side var der nogle, der mente, at begge køn skulle udvise mådehold på det seksuelle område. Det sidste synspunkt kom til orde i tidsskriftet ‘Kvinden og Samfundet’ i 1908. Forfatteren var en mand, Knud Stampe Bardenfleth. Han skriver bl.a. at hverken mænd eller kvinder har ret til at ’besudle’ sjæl og krop ved at give efter for ’flygtig erotisk stemning’.

• Dømt til prostitution

  Ud fra anerkendelsen af, at prostitution var kommet for at blive – og måske endda ligefrem var samfundsnyttig som ‘lynafleder for mænd, der ikke havde adgang til kvinder – blev prostitutionslovgivningen i det 19. århundrede først og fremmest indrettet for at forhindre, at de dødsensfarlige kønssygdomme greb om sig som en epidemi. Men lovgivningen blev udråbt som dobbeltmoralsk i begyndelsen af det 20. århundrede.

  Den reglementerede prostitution 1874-1906

  Selvom prostitution siden middelalderen havde været opfattet som et brud på Guds lov, var myndighederne gennem 1800-tallet først og fremmest bange for de kønssygdomme, de prostituerede kunne smitte samfundet med. I 1874 indførtes derfor den såkaldte ‘reglementerede prostitution’. Med denne lov kunne politiet tvangsindskrive kvinder til prostitution på bestemte bordeller, hvis de tre gange forinden var blevet dømt efter straffelovens § 180 om ‘utugt’.

  Tvangsindskrivningen som prostitueret indebar, at den prostituerede kvinde regelmæssigt skulle lade sig undersøge af en læge, der kontrollerede og eventuelt behandlede hende for kønssygdomme. Til gengæld slap hun for fængselsstraf. Loven af 1874 var ikke tænkt som legalisering af prostitution, men som et middel til at hindre smittespredning af kønssygdomme gennem kontrol.

  Fortalere og modstandere af den reglementerede prostitution

  Fortalerne for den reglementerede prostitution (de såkaldte ‘reglementarister’) fandtes blandt læger og politikere, som anså loven for at være et nødvendigt redskab til bekæmpelse af kønssygdomme.

  Modstanderne af loven (‘abolitionisterne’) hævdede til gengæld, at loven legaliserede prostitution, og at dette var et brud på ’sædeligheden og den offentlige moral’. Modstanderne kom først og fremmest fra de religiøse kredse, men også medlemmer af Dansk Kvindesamfund var imod loven. De mente, at loven var dobbeltmoralsk, eftersom kun den ene part (den prostituerede kvinde) kunne straffes, mens mænd som kunder gik fri. Loven var en torn i øjet på deres ligestillingssag, hvor begge køn skulle udvise høj moral (dvs. mådehold) på det seksuelle område.

  Den reglementerede prostitution afskaffes

  Modstanden mod loven blev organiseret med oprettelsen af ‘Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed’ i 1879. Foreningen havde som erklæret mål at afskaffe den reglementerede prostitution, ”…fordi den ikke alene ikke formindsker hverken Utugten eller dens sygelige Følger, men tvertimod forøger begge”.

  Da det blev kendt, at antallet af kønssygdomme ikke faldt, sådan som fortalerne ellers havde hævdet det ville, blev det svært at argumentere for lovens berettigelse. I 1906 blev loven afskaffet, og herefter var det kun § 180 i straffeloven, der gjaldt:

  “Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt, straffes med Fængsel.”

  Prostitution kunne straffes med op til 2 års fængsel.

  Straf for udbredelse af kønssygdomme

  Før penicillinens udbredelse i 1940’erne var det vanskeligt at behandle personer, der var smittet med kønssygdomme som syfilis eller gonore, effektivt. Men kønssygdommene blev ikke kun opfattet som et individuelt problem. Myndighederne ønskede at styrke borgernes moralske og fysiske sundhed – til gavn for samfundet og de kommende slægter – og derfor blev det set som et væsentligt samfundsproblem.

  Myndighedernes opmærksomhed på udbredelsen af kønssygdomme ses også i straffeloven. Prostituerede kvinder, der fortsatte deres erhverv til trods for, at de led af en kønssygdom, kunne straffes med forbedringshusarbejde dvs. fængsel fra otte måneder og op til 6 år. Dermed straffede man ofte hårdere end efter selve prostitutionsparagraffen (§ 180).

  § 181 (Udbredelse af kønssygdomme): Naar Nogen, som er vidende eller har Formodning om at være behæftet med venerisk Smitte, øver Utugt med en Anden, bliver Straf af Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder Forbedringshuusarbeide at anvende.

  Prostitutionskunden

  I dag er hverken prostitution eller det at være prostitutionskunde forbudt i Danmark. Det var det til gengæld under Danske Lov fra 1683 og frem til den nye straffelov i 1866.

  Med straffeloven af 1866 blev kunden fritaget for straf. Herefter optrådte kunderne kun som vidner mod de prostituerede kvinder i straffesagerne. Kunderne selv blev hverken tiltalt eller straffet.

• Syfilis - samfundets svøbe

  Syfilis og gonorre var frygtede kønssygdomme på samme måde, som Aids var det i nyere tid. I 1850 omtaltes syfilis som “den værste fjende vi have at kæmpe imod” af overlægen på Sct. Hans. Hospital. Og frygten var velbegrundet.

  Symptomer og diagnosticering

  De sene symptomer på syfilis fandtes på forskellige dele af kroppen. De alvorligste var beskadigelse af den store legemspulsåre, beskadigelse af hjertet og forandringer i nervesystemet, hjernen og af huden.

  Usikker gang, kramper og storhedsvanvid var symptomer på, at syfilis havde sat sig som betændelse på hjernen – også kaldt Dementia Paralytica. Talebesvær var et andet velkendt symptom, og patienterne blev bl.a. testet i, om de kunne udtale ” Tredje ridende artilleribrigade”. Kunne de ikke udtale dette uden at snuble over ordene var det indikation på, at sygdommen havde sat sig på hjernen.

  Syfilis-bakterien blev identificeret i 1905 af den tyske zoolog Fritz Schaudin og kunne påvises hos mennesker gennem undersøgelse af væsken omkring hjerne og rygmarv.

  Behandling af syfilis-patienter

  Sygdommen Dementia Paralytica brød som regel ud ca. 15 år efter smittetidspunktet. Patienterne blev typisk indlagt på sindssygehospitaler, hvor læger og psykiatere omhyggeligt nedskrev patientens symptomer og eventuelle tidligere fysiske eller psykiske lidelser i patientens liv og familie. Det sidste var for at bedømme, om patienten var disponeret for sindssygdomme. Den øvrige familie blev derfor typisk nævnt i patientjournaler.

  Behandlingen bestod primært af ro og hvile understøttet af beroligende medicin og lange karbade. I 1920’erne begyndte lægerne at indpode patienterne blod fra malariapatienter, som de gjorde i Østrig. Den efterfølgende feberdannelse havde ifølge lægerne en gavnlig effekt på Dementia Paralytica, og der meldtes om helbredelse af op til 50 % af patienterne.

  Det var først med udviklingen af penicillin i 1940’erne, at sygdommen effektivt kunne behandles. Indtil da levede patienterne gennemsnitligt 3 år fra sygdommens udbrud.

  Oplysning eller disciplinering? Advarsel mod kønssygdomme

  Flere bøger udkom om kønssygdomme; nogle for at oplyse om sygdommens årsag og andre for at skræmme unge mennesker fra at have seksuelle forhold. En af dem var bogen “Dræbende Kys. Bogen om Menneskehedens Svøbe” fra 1928. Som titlen antyder, advares bogens læser mod kys med truslen om, at det kunne være den lige vej til syfilis. Pointen i bogen var, at især de unge mennesker skulle holde sig på dydens smalle sti, fordi:

  “Syfilisgiften udvælger sig gerne de unge, de gladeste og smukkeste. Pas derfor paa!”.

  Budskabet blev suppleret med en række billeder af syfilis-sår i forskellige stadier – til skræk og advarsel!

• Prævention og illegale aborter

  Afbrudt samleje var ikke den eneste form for prævention, man kendte til i begyndelsen af 1900-tallet. Kondomer – eller præservativer, som de hed – var velkendte og lovlige. Derimod var det ulovligt at reklamere for produkterne.

  Abort var ulovligt. Men selvom abort først blev tilladt i 1973, begyndte vejen hertil allerede i 1920’erne.

  Prævention – ”Franske artikler”

  I begyndelsen af 1900-tallet var man klar over, at kondomer kunne hindre både frygtede kønssygdomme som syfilis og gonorre samt uønskede graviditeter. Alligevel blev det ved lov i 1906 forbudt, “ved Bekendtgørelse, Skiltning, Udsendelse af Beskrivelse m.m. at henvende sig til Almenheden, eller til ubekendte eller ubestemte Personer med Tilbud om Salg af Genstande tjenlige til at forebygge Følger ved Samleje”.

  Det forhindrede dog ikke butiksejere m.fl. i at annoncere med produkterne. Som dæknavne for kondomer anvendtes bl.a. “hygiejniske” eller “franske” artikler. I 1937 blev det tilladt at reklamere for produkterne, hvis det vel at mærke ikke skete på “forargelig måde”. Det måtte man til gengæld fra 1967.

  Abortlovgivningen

  Selvom mænd siden 1763 havde været forpligtet til at yde økonomisk bidrag til de børn, de fik uden for ægteskab, betød det ikke at der kom færre børn af enlige mødre.

  Hvor manden skulle betale børnebidrag, fik kvinden konsekvenserne at føle på andre måder: Graviditeten, barnefødslen, skæve blikke fra naboer og selvfølgelig bleskift og amning og deraf følgende begrænsede muligheder for at arbejde og tjene penge.

  Abort – eller fosterfordrivelse, som det oprindeligt hed – blev betragtet som mord. Før 1866 betød det dødsstraf for kvinden, og herefter lød strafferammen på op til 8 års fængsel frem til 1930.

  I 1920’erne blev abort et varmt diskussionsemne. Flere politikere argumenterede for, at den mor, der greb til abort som udvej, var ulykkelig og hjælpeløs. Hun skulle derfor hellere hjælpes end straffes. I praksis blev de fleste kvinder på dette tidspunkt også fritaget for straf, selvom man skønnede, at der blev foretaget ca. 5000-10.000 illegale aborter årligt omkring 1930. Det var nye tider – også inden for straffepraksis. Det fornemmede politikerne også, så i 1930 blev strafferammen nedsat fra otte til to års fængsel i abortsager.

  Abort-diskussionen i 1920’erne viser på den ene side, at tiden ikke var moden til fri abort- dertil var både politikere og en del af befolkningen bange for, at det ville føre til en seksuel løssluppenhed, som ikke harmonerede med samtidens moral og værdier. På den anden side var synet på kvinden, der valgte illegal abort, ændret fra mere eller mindre religiøs forargelse til større forståelse for kvindens situation. I 1937 blev der med Svangerskabsloven nemmere adgang til abort, hvis graviditeten var til fare for kvindens liv eller hvis barnet var sygt. Derudover fik kvinder adgang til abort, hvis de havde været udsat for voldtægt.

  Frit moderskab og illegale aborter

  Abort-diskussionen fandt sted samtidig med, at flere kvinder – først og fremmest forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen – argumenterede for frivilligt moderskab. Thit Jensen gik ganske vist ikke ubetinget ind for fri abort, men hun argumenterede for prævention og seksualoplysning længe før, det overhovedet blev opfattet som en samfundsopgave. I 1924 stiftede hun Foreningen for Seksuel Oplysning sammen med lægen J.H. Leunbach, der udførte illegale aborter. Han endte med at blive dømt for udførelsen af de illegale aborter i 1936.