Spring til indhold

Danske Kancelli, Fællesafdeling for samtlige departementer – Beretninger og konceptforestillinger ang. de deputeredes embedsrejser, 1803-1829

Under enevælden havde den centrale administration ofte store problemer med de lokale embedsmænd. Ringe embedsførelse og embedsmisbrug var hyppigt forekommende, hvorfor der var behov for tilsyn fra centralmagtens side.

Retsbetjentenes (dvs. den lokale politi- og domsmyndighed) arbejdsområder blev voldsomt udvidet i slutningen af 1700-tallet, hvorfor man søgte at få embederne besat med dygtige og effektive administratorer med en juridisk uddannelse, men lønnen var mange steder så ringe, at det var svært at tiltrække kvalificerede folk.

Danske Kancelli, der havde det øverste tilsyn med retsplejen, søgte med forordninger at indføre en mere ensartet administration i jurisdiktionerne landet over. Ved kgl. resolution af 20. maj 1803 befalede kongen, at et af Kancelliets medlemmer årligt skulle foretage en inspektionsrejse for at undersøge, om de til ”Justitien, Politiet og god Ordens Vedligeholdelse sigtende Foranstaltninger og Indretninger ” blev iværksat og overholdt i overensstemmelse med lovgivningen.

+ Åben alle- Luk alle
  • Beretninger og konceptforestillinger ang. de deputeredes embedsrejser – Læs mere om arkivserien her

    I september 1803 blev den første rundrejse foretaget på Sjælland, hvor tingstedernes protokoller og administration blev inspiceret. Året efter kom turen til Fyn, og derpå Jylland, hvorefter der de fleste år frem til 1830 blev udsendt en eller flere centrale embedsmænd på inspektionsrejser i hele landet.

    Efter hver rejse udfærdigedes en længere beretning om tingenes tilstand. Beretningen blev indgående behandlet i kancellikollegiet og blev forelagt i statsrådet som forestilling til kongelig resolution.

    Mange af beretningerne vidner om betydelige mangler ved de lokale embedsmænds administration, bl.a. langsommelig behandling af skifter, ringe forvaltning af økonomiske midler og til tider bedrageri.
    Beretningerne gav anledning til flere reformer af retsbetjentenes arbejde.

  • Fællesafdeling for samtlige departementer – Læs om arkivskaberen her

    Danske Kancelli var det øverste centrale forvaltnings- og regeringsorgan. En stor del af kancelliets virksomhed bestod i at behandle ansøgninger om begunstigelser, men det fungerede også som øverste tilsynsmyndighed for retsvæsen, kirkelige anliggender og undervisningsvæsenet. I år 1800 kom også anliggender som f.eks. udskrivning af mandskab til militærtjeneste.

    Danske Kancelli blev med ministerialreformen nedlagt i 1848 og dets forretninger blev delt mellem Justits-, Indenrigs- og Kultusministeriet.