Spring til indhold

Gjerlev-Onsild Herred: Pasprotokol 1817-1869

Indtil 1846 skulle alle - med få undtagelser - medbringe et rejsepas, når de rejste fra et sted i Danmark til et andet. Først derefter var det forbeholdt udlændinge og danske og udenlandske håndværkssvende at skulle legitimere sig med pas.

Pasprotokollen fra Gjerlev-Onsild Herred indeholder i hele perioden 1817-1869 både udlændinge og danskere. Nationalitet var tilsyneladende ikke et opmærksomhedspunkt – der findes ingen rubrik for det – derimod er det noteret, hvilket eller hvilke sprog den rejsende talte.

Et pas var påkrævet indtil 1846, hvis man rejste længere end 2 mil (ca. 15 km). Embedsmænd i tjeneste og skippere, sømænd og lodser var undtaget fra pastvangen. Passet skulle fremvises, når man krydsede vand – i dette tilfælde Mariager Fjord – eller ved rejser til udlandet.

I 1875 blev forordningen af 10. december 1828 om danske og udenlandske håndværkssvendes rejseaktiviteter ophævet, og samme år bortfaldt også paskravet. Til gengæld indførtes krav om, at udlændinge skulle være i besiddelse af en opholdsbog, der dokumenterede, at de kunne brødføde sig selv.

Foruden at notere de rejsende, der fremviste pas, skulle herredsfogden også udstede pas til beboere i jurisdiktionen. Hvor arkivserien indeholder notater om foreviste pas frem til 1869, findes der kun optegnelser om pasudstedelser frem til 1847 (rejsepas og vandrebøger).

Protokollerne er blevet brugt til andre ting end pasudstedelse og pasforevisning. Se detaljeret beskrivelse herunder.

Pasprotokollerne 1817-1865 er scannet fra film. Protokollen 1856-1858 var fordelt på to film og findes derfor nu i to mapper på Arkivalieronline.

+ Åben alle- Luk alle
  • Pasprotokol - læs mere om arkivserien her

    Pasprotokollerne har været anvendt til forskellige ting i forhold til pasudstedelse og tilmed anvendt til forskellige ting på samme tid. Når der ikke har været beregnet nok plads til de forskellige ting, kan der opstå lidt rod. Derfor følger herunder en detaljeret oversigt.

    Noget af det, som protokollerne også blev brugt til, var registreringen af udstedte markedspas. Siden 1775 havde det været et krav, at handlende, der ønskede at sælge varer på markedet, skulle være forsynet med et markedspas. Til protokollen blev oplyst navn, erhverv, varer og eventuel rejserute.

    1817-1842:

    Opslag 1-75: Protokollen blev taget i brug allerede i 1775, hvor den blev brugt til at registrere hvervede soldater (1775-1802)

    Opslag 76-186: Pasprotokol 1817-1842. Frem til ca. 1825 blev protokollen brugt til både udstedte og foreviste rejsepas. Herefter udskilles pasudstedelsen, og denne del fortsætter som protokol over foreviste rejsepas.

    Opslag 232-239: Udstedte rejsepas 1825-1828

    Opslag 217-230: Udstedte rejsepas 1828-1836

    Opslag 210-215: Udstedte rejsepas 1836-1841

    Opslag 240-271: Foreviste markedspas ved markedet i Mariager 1818-1828

    Opslag 189-209: Foreviste markedspas ved markedet i Mariager 1829-1839

    1841-1854:

    Opslag 1-32: Foreviste rejsepas 1841-1848

    Opslag 55-70: Foreviste rejsepas 1848-1852

    Opslag 33-40: Udstedte vandrebøger og rejsepas 1842-1847

    Opslag 41-43: Fortegnelse over udstedte pas til kludesamlere 1842-1852

    Opslag 44-54: Fortegnelse over foreviste markedspas 1842-1854

    1854-1856:

    Opslag 1-32: Foreviste rejsepas 1854-1856

    Opslag 32-35: Markedspas 1854-1855

    1856-1858 (a):

    Opslag 1-12: Foreviste rejsepas 1856-1857

    1856-1858 (b):

    Opslag 1-26: Foreviste rejsepas 1857-1858

    Opslag 27-30: Markedspas 1856-1858

    1858-1865:

    Opslag 1-6: Markedspas 1860-1865

    Opslag 7-55: Foreviste rejsepas 1858-1865

    1865-1869:

    Opslag 1-62: Foreviste rejsepas 1865-1869

    Opslag 63-68: Markedspas 1865-1869

  • Gjerlev-Onsild Herred - læs om arkivskaberen her

    Gjerlev og Onsild herreder blev sammenlagt i 1774 til én jurisdiktion og samtidig administreret sammen med Mariager Byfogedembede.

    Som en følge af retsreformen i 1916 blev den udøvende og den dømmende magt adskilt ved virkning fra 1919, og Gjerlev-Onsild Herred og Mariager Byfoged kom under henholdsvis Hadsund Politikreds og Terndrup Retskreds.

Se arkivalierne her