Spring til indhold

Københavns Politi, Politidirektørens Sekretariat – Udtagne sager, J. diverse politiske møder 1934-1935

Demonstrationer og møder var ikke forbeholdt socialister og kommunister: også højrefløjens partier var på gaderne. Ikke mindst højrefløjen finder man under betegnelsen ”diverse politiske” møder. Politiet overvågede aktiviteterne og skrev politirapporter, der viser, hvad politiet bed mærke i.

Arkivserien indeholder materiale om og overvågning af politiske møder, demonstrationer og optøjer vedr.:

  • Det konservative Folkeparti, 1934-1935, herunder KU, bl.a. KU-mødet på Blågårdsplads 29.9.1935
  • Antifascistisk Kampforbund 1935
  • Retsforbundet 1934-1935
  • Nationalsocialister, Lembckes parti 1934-1935
  • Nationalsocialister: D.N.S.A.P. og National Socialistisk Parti 1935
+ Åben alle- Luk alle
  • Udtagne sager, J. Diverse politiske møder, 1934-1935 – læs mere om arkivserien her

    Størsteparten af Politidirektørens Sekretariats sager blev registreret som almindelige journalsager, men en række vigtige sager blev henlagt efter emne, nemlig de såkaldte ”Udtagne sager”, som er saglig ordnet efter nedenstående emnegruppering:

    A. Politiets organisering, personale og lokaleforhold

    B. Fængsels- og arrestforhold samt sager vedr. forbrydelser og forbrydere

    C. Næringsforhold

    D. Bevillingssager. Teater og forlystelsesetablissementer

    E. Diverse kontrol- og tilsynssager

    F. Veterinær- og sundhedssager

    G. Sociale forhold

    H. Renovationsforhold

    I. Trafikforhold

    J. Politiske forhold

    K. Kongehuset og fremmede fyrstebesøg

    L. Diverse

    Arkivserien med korrespondancesager vedr. diverse politiske møder er altså et af de inderste lag i et kinesisk æskesystem, hvor gruppe J. Politiske sager er laget udenover, og de udtagne sager er det yderste.

    I alt findes der 86 pakker med udtagne sager.

  • Københavns Politi, Politidirektørens Sekretariat – læs om arkivskaberen her

    Københavns Politi var frem til 1938 et kommunalt politi, som varetog politiopgaver i og omkring staden København. Fra 1. april 1938 blev Københavns Politi en del af det nye rigspoliti og underlagt Rigspolitichefen, hvorefter alle udgifter blev afholdt af statskassen.

    Københavnske politidirektører i perioden:

    1917-26 Theodor Dybdal

    1927-35 Aage Fabricius Hansen

    1935-37 Eigil Thune Jacobsen

    1937-45 Ivan Peder Hutzen Stamm

    Politidirektørens Kontor eller Sekretariat havde til huse i Domhuset på Nytorv, indtil det flyttede til den nye politigård i 1924. Københavns Politi gennemgik store organisatoriske forandringer og udvidelser i perioden, men Politidirektørens Sekretariat var gennem hele perioden en samlet enhed, som blev ledet af en kontorchef, med assistance af ekspeditionssekretærer, fuldmægtige og et omfattende kontorpersonale.

    Kontoret behandlede i perioden 1919-45 en lang række forskelligartede sager, f.eks. kontrol med rejsende, udstedelse af pas, bortauktionering af hittegods, registrering af husvilde, blinde og døvstumme (til 1925), registrering af selvmordere og ulykkestilfælde, hvor politiet var indblandet (til 1937). Kontoret indsamlede desuden mandtal over Københavns befolkning og havde sager vedr. æresoprejsning. Størsteparten af disse sagen arkiveredes i kontorets almindelige journalsager, men en del vigtige sager blev henlagt som ”udtagne sager”.

Se arkivalierne her