Den 5. juli 1803 fik købstæderne og landdistrikterne i det danske kongerige (Danmark nord for Kongeåen) en ny fattiglov som erstatning for forordningen fra 1708.
I de sidste årtier af 1700-tallet var der i intellektuelle kredse en ret livlig debat om socialforsorgens omfang og karakter. Mange mente, at samfundet ikke blot burde yde støtte til syge og svagelige mennesker, men også række en hånd ud til raske personer, der midlertidigt stod uden arbejde.
”Fattigvæsensreformatorerne” var dog enige om, at det var vigtigt at foretage en grundig undersøgelse af de almissesøgende personers individuelle forhold, før man udleverede penge, mad eller andre fornødenheder, og at de fattige ikke skulle have mere hjælp end allerhøjst nødvendigt.
Det var også et udbredt synspunkt, at fattigvæsenet skulle forsøge at aktivere de fattige gennem ”arbejdstilbud” (fx i spindeanstalter, der blev drevet af det offentlige).
Fattigloven fra 1803 var stærkt præget af disse tanker. Loven pålagde derfor de enkelte byers og landsognes fattigkommissioner (der afløste de hidtidige fattiginspektioner) at udarbejde en forsørgelsesplan ved udgangen af hvert år. Den skulle indeholde oplysninger om hver af de trængende personers behov, tilstand og hidtidige livsførelse.
Hvis en fattigkommission ikke havde tilstrækkeligt med indtægter til at dække det samlede behov for fattighjælp, kunne man udskrive en særlig ejendomsskat til at dække mankoen. Vi ved ikke, om det blev almindeligt at benytte sig af denne mulighed. Men punktstudier fra flere købstæder viser, at der skete en stærk forøgelse af fattighjælpen i årene efter 1803.
Der er bevaret forhandlingsprotokoller fra fattigkommissioner i mange købstæder og landsogne. De indeholder forsørgelsesplaner og mødereferater m.m. I nogle tilfælde, bl.a. Slagelse, omfatter fattigkommissionens arkiv også korrespondance og regnskaber.
+ Åben alle- Luk alle-
Forhandlingsprotokol for Fattigkommissionen 1803-1868 – Læs mere om arkivserien her
I Slagelse blev fattigkommissionen i de første årtier af 1800-tallet ledet af pastor Hans Bastholm, og han lagde et meget stort engagement i dette arbejde. Det kommer klart til udtryk i kommissionens forhandlingsprotokol fra 1803-1829, der bl.a. indeholder detaljerede forsørgelsesplaner med fyldige beskrivelser af de enkelte almissesøgende.
Arkivserien, der består af fire pakker, dækker perioden 1803-1868, men til kildepakken er kun medtaget den første pakke fra 1803-1829.
Protokollen gør det også muligt at følge arbejdet med at indrette en af Danmarks første fattiggårde – en institution med plads til 56 beboere. I 1817, da anstalten var 10 år gammel, udgav Bastholm et større værk, hvori han videregav sine erfaringer til mulig inspiration i andre dele af landet. Her understregede han behovet for disciplin og faste dagsrytmer, da dette kunne medvirke til at ”forbedre de fattiges karakter”, ”tæmme deres grovere laster” og ”vænne dem til flid og en ordentlig levemåde”.
-
Slagelse Rådstue – Læs om arkivskaberen her
Købstæderne udgjorde indtil 1970 selvstændige forvaltningsenheder. De arkivalier, som blev skabt hos disse myndigheder betegnes indtil 1868 som rådstuearkiver og herefter som købstadskommunearkiver.
Ved registreringen af rådstuearkiver har man tidligere benyttet en bestemt model, således at hvert forvaltningsområde, fx brandforsikring, fattigvæsen, havnevæsen, skattevæsen og skolevæsen har fået et bestemt forbogstav.
Denne registreringsmetode blev forladt, da arkivalierne blev registreret i DAISY. Her har man til gengæld for nogle rådstuearkiver valgt at operere med en del underordnede arkivskabere. Det gælder bl.a. for Viborg Rådstue, hvor alle arkivalier om socialforvaltning findes under Fattigvæsenet, mens fx skattelister ligger under Kæmnerkontoret. For Slagelse Rådstues vedkommende er alle arkivserier derimod registreret direkte under rådstuen.
Se arkivalierne her
- Årstal: 1803 - 1829 Forhandlingsprotokol for Fattigkommissionen