Spring til indhold

Stadslægen i København – Fuldbårenhedsskemaer 1800-1915

Stadslægens fuldbårenhedsskemaer viser barn for barn, hvilken udviklingstilstand de uægte børn havde ved fødslen. Pointen var at kunne anvende oplysningerne i eventuelle faderskabssager – men for historikerne giver det et indblik i mor og barns sundhed i en sårbar situation.

Fuldbårenhedsskemaerne handler om børn født uden for ægteskab. Skemaerne skulle udfyldes af jordemødrene, som efterfølgende afleverede dem til den lokale embedslæge – i København til stadslægen.

Skemaerne indeholder oplysninger om barnets sundshedstilstand og størrelse. Hvis der blev anlagt en faderskabssag mod den udlagte barnefader, skulle skemaerne hjælpe embedslægen med at vurdere, om barnet var fuldbårent eller ej. Det kunne jo have indflydelse på, om den udlagte barnefader fysisk set kunne være fader.

Skemaerne giver dog også mulighed for for eksempel en struktureret undersøgelse af udviklingen i uægte børns fødselsvægt og –længde i løbet af anden halvdel af 1800-tallet og første fjerdedel af 1900-tallet – som er den periode, skemaerne primært synes at dække.

+ Åben alle- Luk alle
  • Fuldbårenhedsskemaer – Læs mere om arkivserien her

    Fuldbårenhedsskemaerne er af arkivvæsenet dateret til perioden 1800-1915, men der hersker en vis usikkerhed om, hvilken periode de egentlig dækker. I hvert fald findes der også senere skemaer i pakkerne, men næppe ældre. Umiddelbart synes skemaerne primært at dække perioden ca. 1850-1925.

    Skemaerne er fordelt på tre pakker, der er ordnet alfabetisk efter jordemoderens efternavn:

    1. A-D
    2. E-M
    3. N-Ø

    Det er med andre ord nødvendigt at kende jordemoderens efternavn, hvis det er et bestemt uægte barn, man leder efter i listerne.

  • Stadslægen i København – Læs om arkivskaberen her

    Stadslægen i København var en kommunalt ansat embedsmand, hvis opgave det var så vidt muligt at forbedre og sikre byens indbyggeres sundhed.

    Embedet som stadslæge blev oprettet i 1857, men der var i virkeligheden tale om en videreførelse af det gamle embede som stadsfysikus. Embedet blev nedlagt i år 2000, hvor det overgik til den statslige embedslægeinstitution.

Se arkivalierne her