Spring til indhold

Statspolitiet – Sager vedrørende ministeriet Zahles afgang og truslen om generalstrejke 1920

I kølvandet på påskekrisen i 1920 opstod der social uro. Den holdt Statspolitiet et vågent øje med – og samlede dokumentationsmaterialet i en arkivpakke.

Arkivserien ”Sager vedrørende ministeriet Zahles afgang og truslen om generalstrejke” omfatter kun en enkelt pakke. Denne pakke indeholder materiale om påskekrisen, politiets tjeneste under generalstrejken og politirapporter om urolighederne. Der findes i pakken også en del aviser, der beskriver stemningen.

+ Åben alle- Luk alle
  • Statspolitiet (fra 1938 Rigspolitiet) – læs om arkivskaberen her

    I 1911 blev der oprettet et statspoliti. Den væsent­ligste opgave for statspolitiet var at yde politimyndigheder i de enkelte retskredse uden for København hjælp ved efterforskning og forfølgning af forbrydelser. Hertil kom at korpset skulle yde bistand til opretholdelse af ro og orden. Med 1911-ordningen tegnede der sig et billede af en opdeling i et overvejende statsligt kriminalpoliti og et kommunalt ordenspoliti.

    Den internationale krise, der satte ind i 1929, og som for alvor ramte Danmark fra slutningen af 1930, førte sociale uroligheder med sig. Det lokale kommunale ordenspoliti havde svært ved at magte de forstyrrelser af den offentlige orden, der fandt sted i adskillige byer. Hvis politikredsenes styrke i givet fald ikke var tilstrækkelige, ville der altid kunne rettes henvendelse til Chefen for Statspolitiet, som derefter så vidt muligt ville stille den fornødne hjælp til rådighed.

    Det førte til oprettelse af et uniformeret ordenspoliti under Chefen for Statspolitiet. I årene optil 1938 var styrken afhængig af det udrykningskorps, der allerede eksisterede under Københavns Politidirektør. Først fra 1938 fik landet et statsligt enhedspoliti – Rigspolitiet – under Rigspolitichefen.

    I forbindelse med Genforeningen fik Sønderjylland en særordning, hvor både ordens- og kriminalpolitiet hørte under staten og refererede til Chefen for Statspolitiet.

    Forholdene i København var ligeledes helt specielle. Fra 1919 havde chefen for opdagelsespolitiet hørt under Chefen for Statspolitiet. I forbindelse med en lovændring i 1928 forblev stillingen lønnet af staten, men sorterede direkte under Københavns Politidirektør.

Se arkivalierne her