Spring til indhold

Struer Toldkammer – Årsberetninger 1909-1927

I årsberetningerne kan man følge aktiviteterne ved et toldsted i en mindre dansk købstad i begyndelsen af 1900-tallet. Toldembedsmændenes ellers så neutrale opgørelser vidner om dramatiske udviklinger selv over en kort årrække.

I en årsberetning opsummeres årets aktiviteter af den relevante myndighed – i dette tilfælde Struer toldsted. Det er koncepterne til årsberetningen for Struer toldsted, som er digitaliseret til denne kildepakke. Koncepterne blev bevaret hos myndigheden lokalt, mens den renskrevne årsberetning blev indsendt til overtoldinspektoratet.

Årsberetningerne skifter form og indhold gennem årene, men det er ikke desto mindre muligt at bruge dem til at sammenligne den lokale udvikling år for år.

Af den ældste årsberetning fra 1909 fremgår det i tørre tal, at der til Struer toldsted ankom 29 indenlandske fartøjer: 25 sejlskibe (alle fra provinsen) og 4 dampskibe (alle fra København). Samme år ankom der 84 udenlandske sejlskibe (næsten alle fra Norge og Sverige) og 16 dampskibe (næsten alle fra England). Bare 11 år senere, i 1920, havde disse tal forandret sig drastisk: nu ankom kun 14 indenlandske fartøjer (11 sejlskibe og 3 dampskibe), og antallet af udenlandske fartøjer var dalet endnu mere – kun 26 blev det til, alle sejlskibe og de fleste fra Sverige eller Tyskland. Ingen fra England. Hvad kan en sådan udvikling skyldes? Mindre handel på Struer? Krigens eftervirkninger? Handelshindringer i forhold til udlandet?

+ Åben alle- Luk alle
  • Årsberetning – Læs mere om arkivserien her

    Årsberetningerne består primært af opsummeringer af årets aktiviteter, indtægter og udgifter, inddelt i forskellige afsnit. Årsberetninger for 1920 indeholder for eksempel:

    • Oversigt over årets indtægter på told og andre indirekte afgifter
    • Summen af de af toldkassen udbetalte beløb
    • Oversigt over beholdningen af kreditoplagsvarer
    • Oversigt over inden- og udenlandsk skibsfart
    • Oversigt over udbetalte godtgørelser
    • Oversigt over de ved toldstedet hjemmehørende skibe
  • Struer Toldkammer – Læs om arkivskaberen her

    Toldstedet i Struer blev oprettet som selvstændigt toldsted i 1908, men der lå helt tilbage fra 1857 en toldopsynsmandspost i Struer, som hørte under Holstebro toldsted. Toldstedet overtog ved oprettelsen i 1908 det arkiv, som hørte til i Struer i forvejen.

    Toldstedet blev nedlagt i 1969 og dets område lagt under Holstebro distriktstoldkammer.

Se arkivalierne her