Viborg Landsting – Stævningsprotokol

Oplysninger i stævningsprotokollen om stævningen fungerede gennem hele perioden 1739-1805 som sagens stamblad.

Hver sag fik en side i stævningsprotokollen. På højre halvdel af siden blev der indført en sagsfremstilling, og på venstre halvdel blev sagens udvikling løbende noteret. Under hver sag kan man således se, på hvilke tingdage sagen blev behandlet, og hvornår den blev optaget til doms.

I perioden 1745-1782 er hver behandling i sagen ledsaget af en sidehenvisning. Henvisningen refererer til den side i Justitsprotokol for landstingsskriveren (bevaret fra 1748), hvor beslutningen er indført. På den venstre halvdel af siden står om sagen af den ene eller anden årsag udgik, blev afvist eller tilbagevist til behandling ved underretten, om parterne indgik forlig, og om sagsøgeren opgav sagen. Visse sager blev ”straks pådømt” (primært delinkventsager), og der blev afsagt dom samme dag. Dette er anført under sagen i stævningsprotokollen.

Stævningsprotokollen er opbygget kronologisk efter tingdage. En sags stamblad blev indført under den førstkommende tingdag, efter landsdommerne havde udstedt en formel stævning. I stævningsprotokollen er sagerne nummereret årsvis, hvilket nogen gange blev brugt som et sagsnummer.

Viborg Landsting opererede overordnet med tre forskellige typer af stævninger:

• Hovedstævninger (el. primastævninger). Den første indstævning i en sag ved landstinget.
• Kontrastævninger. Hvis den sagsøgte omvendt ønskede at stævne sagsøgeren, fx for at gøre modkrav, kunne han gøre dette ved at anlægge en kontrastævning mod sagsøgeren.
• Kontinuationsstævninger. Hvis en sagsøger ønskede at føje punkter til søgsmålet, eller det oprindelige søgsmål viste sig at være mangelfuldt, kunne han anlægge en kontinuationsstævning i samme sag, dvs. en opdateret stævning eller en tillægsstævning.

Bemærk, at eventuelle kontra- og kontinuationsstævninger blev behandlet sammen med hovedstævningen, og dommen blev afsagt som en samlet konklusion på både hoved-, kontra- og kontinuationsstævning.

Stævningerne er for hver tingdag opdelt i hovedstævninger (primastævninger), kontrastævninger og kontinuationsstævninger. Under kontra- og kontinuationsstævninger er der reference til sagens hovedstævning, og under hver hovedstævning er der referencer til eventuelle kontra- og/eller kontinuationsstævninger i samme sag.