Spring til indhold

Københavns Politi, 3. Politiinspektorat, Afdeling A – Journalsager vedr. overbefolkede lejligheder 1863-1870

Journalsagerne vedr. overbefolkede lejligheder giver oplysninger om størrelse, antal beboere og sanitære mangler for et meget stort antal københavnske lejligheder.

I 1853 blev København hærget af en kolera-epidemi, der kostede ca. 4.700 indbyggere livet. Epidemien fik afgørende betydning for de følgende års sundhedspolitik.

Et af resultaterne var loven af 12. januar 1858, som opfordrede de kommunale myndigheder til at udarbejde sundhedsvedtægter, der skulle administreres af lokale sundhedskommissioner. I København blev politidirektøren formand for Sundhedskommissionen, mens chefen for 3. Politiinspektorat (Sundhedspolitiet) blev sekretær for kommissionen.

De tidlige sundhedsvedtægter handler i stor udstrækning om sikring af vandforsyningen og vedligeholdelse af gader og veje. Men herudover indeholder de københavnske også detaljerede retningslinjer for kontrol med usunde boliger, næringsmidler og erhvervsvirksomheder, som kunne have skadelig indflydelse på den offentlige sundhed.

+ Åben alle- Luk alle
  • Journalsager vedr. overbefolkede lejligheder - Læs mere om arkivserien her

    Sundhedspolitiet i København etablerede i 1866 et journalsystem, som var i brug i ca. 20 år og har givet anledning til en journalsagsrække på 38 pakker. Nogle saggrupper er imidlertid blevet taget ud og henlagt som særlige arkivserier. Det drejer sig bl.a. om ”Journalsager vedr. overbefolkede lejligheder” 1863-1870, ”Journalsager vedr. kælderlejligheder” 1874-1900, ”Journalsager vedr. kontrol med logihuse og herberger” 1864-1886 og ”Journalsager vedr. closetter m.m.” 1859-1870.

    De to pakker vedr. overbefolkede lejligheder indeholder et stort antal skemaer med beskrivelse af ejendomme, hvis sundhedsmæssige forhold var betænkelige. Her er der bl.a. oplysninger om lejlighedernes højde, bredde og rumfang, antallet af beboere og sanitære mangler.

  • Københavns Politi, 3. Politiinspektorat, afdeling A – Læs om arkivskaberen her

    Københavns Politi blev omorganiseret i 1863. Der blev herved oprettet tre inspektorater, som dækkede hhv. ordenshåndhævelse, efterforskning af forbrydelser og sundhedsvæsen. Hvert af disse inspektorater skabte deres eget arkiv, og for 3. inspektorat skelner man mellem afdeling A og B, idet alle arkivalier med relation til sundhedsvedtægten blev anbragt under afdeling A. Det er derfor let at få overblik over det københavnske politis materiale om kontrol med sundhedsvæsenet efter 1863.

    Den københavnske sundhedskommissions arkiv befinder sig på Københavns Stadsarkiv.

Se arkivalierne her