Spring til indhold

Københavns politi, 3. Politiinspektorat, Afdeling B – Observationsprotokol 1843-1868

Københavns Politis observationsprotokoller indeholder detaljerede oplysninger om de kvinder, der var i politiets søgelys for at udøve prostitution.

I 1800-tallet var prostituerede under nøje kontrol fra myndighedernes side. Hovedformålet var at begrænse udbredelsen af syfilis, som var en frygtet og temmelig udbredt sygdom. Man mente, at de ”løsagtige kvinder” spillede en stor rolle som smittespredere, og erfaringen viste, at en hurtig indgriben med kviksølvsalve kunne kurere den ramte person.

Mange europæiske byer indførte i løbet af 1800-tallet ordninger med regelmæssig lægelig kontrol af prostituerede. I Danmark udsendte Frederik 6. i 1815 et reskript, hvori det københavnske politi fik ordre til at holde øje med mulige prostituerede på værtshuse m.m. Disse kvinder skulle lade sig visitere af en læge en gang om måneden.

Men først efter 1860, da politiet havde flere årtiers erfaring med at registrere prostituerede, kom der en mere detaljeret lovgivning på området. Det drejede sig om straffeloven fra 1866 og en lov fra 10. april 1874.

Sidstnævnte fastslog, at en kvinde, som to gange var blevet straffet for at ”søge erhverv ved utugt”, skulle indskrives som offentlig fruentimmer – dvs. tvinges til at leve af prostitution – og dermed lade sig underkaste ugentlige visitationer. Loven fra 1874 blev ophævet i 1906.

+ Åben alle- Luk alle
  • Observationsprotokol – Læs mere om arkivserien her

    Blandt de mest interessante (men ofte oversete) kilder om de københavnske prostituerede er fem pakker fra 1843-1868 med betegnelsen ”Observationsprotokoller”.

    Til kildepakken er medtaget pakke 5: 1865 – 1868.

    Her er hver kvinde tildelt en halv side, hvor der ikke blot er oplysninger om visitationer og ind- og udskrivninger, men ofte også gode informationer om barndomshjemmet, nuværende og tidligere beskæftigelse samt seksuelle forhold.

  • Københavns Politi, 3. Politiinspektorat, Afdeling B – Læs om arkivskaberen her

    Københavns Politi blev omorganiseret i 1863. Der blev herved oprettet tre inspektorater, som dækkede hhv. ordenshåndhævelse, efterforskning af forbrydelser og sundhedsvæsen ”derunder tilsynet med løsagtige fruentimmer m.v.” Hvert af disse inspektorater skabte deres eget arkiv, og for 3. inspektorat skelner man mellem afdeling A og B, idet alle arkivalier om de prostituerede er anbragt under afdeling B.
    Det er derfor let at få overblik over det københavnske politis materiale om prostitution efter 1863. For perioden før 1863 må man søge direkte under Københavns Politi.

Se arkivalierne her