Spring til indhold

Kommissionen til de tyske bønders etablering på hederne: Korrespondance 1759-1777

Hvilke udfordringer opstår der, når man skal organisere bosættelser på uopdyrket jord for folk, der netop er indvandret fra fremmede egne? I Kommissionens kronologisk ordnede korrespondance findes breve til og fra enkeltpersoner og andre myndigheder, som vidner om vanskelighederne ved koloniserings-projektet på den jyske hede.

Det var et stort arbejde at organisere flere hundrede tyske indvandreres bosættelse på den jyske hede. Kommissionens korrespondance fra perioden 1759-1777 fylder således intet mindre end 14 kronologisk ordnede pakker – men tyngden ligger klart i begyndelsen af perioden. På kildepakken findes korrespondancen frem til og med 1760 – samt en enkelt kladde til et brev til Rentekammeret fra 1. juni 1761, som formentlig er henlagt blandt brevene fra 1760 ved en fejl.

Korrespondancen drejer sig om en lang række emner: administrationen, rets- og justitsvæsen, til- og afgang, skatter og tilskud, køb og salg af fast ejendom, fæstevæsen, landbrug, skov- og havebrug, bygninger, håndværk, handel, transport, sociale og kulturelle forhold.

I arkivserien Landsarkivet for Nørrejylland: Godsarkivet 2, Hedekolonierne (digitaliseret i denne kildepakke) findes der på siderne 33-84 et sagregister over korrespondancens indhold.

Et mere omfattende sag- og navneregister til kommissionens korrespondance findes i arkivserien Niels Windfeld Lunds registersedler til korrespondancen, som ikke er digitaliseret, men kan lånes frem til Rigsarkivets læsesale.

+ Åben alle- Luk alle
  • Kommissionen til de tyske bønders etablering på hederne - læs om arkivskaberen her

    I første halvdel af 1700-tallet havde den danske stat af flere omgange forgæves forsøgt at få de vidtstrakte og mennesketomme heder bebygget og opdyrket. Håbet var, at det skulle give flere indtægter til staten. Kommissionen til de tyske bønders etablering på hederne blev nedsat i 1759 og ophævet i 1777 – og for den lykkedes det rent faktisk at få en række tyske bønder til at komme herop og opdyrke dele af hederne. Kommissionens opgave var at administrere hedekolonierne, der skulle bygges op fra grunden: Der skulle måles op og bygges gårde, og da de små kolonisamfund var blevet etableret, var det kommissionens opgave at hjælpe til, når der var problemer eller konflikter.

Se arkivalierne her