Krigsministeriet – Diverse materiale vedrørende krigen 1864

Arkivserien ”Diverse materiale vedrørende krigen 1864”, der indeholder arkivalier 1863-1865, omfatter blandt andet materiale fra ”Kommissionen til oplysning om årsagen til armeens svækkelse”, den såkaldte Svækkelseskommission. Kommissionen blev nedsat efter pressekritik af intendanturen i kølvandet på tilbagetoget fra Dannevirke. Opgaven var at udrede årsagerne til den mangelfulde forplejning af tropperne.

I øvrigt indeholder arkivserien, som titlen antyder, sager med forskelligt indhold. Det er lige fra forskellige lister over krigsfanger, samt døde og sårede til afgørende telegrammer fra Krigsministeriet til hærens Overkommando.

Arkivskaberen er Krigsministeriet.

• Diverse materiale – læs mere om arkivserien her

  Det ”diverse materiale” er ikke blot forskelligartet, men heller ikke særlig velordnet. Fysisk udgør materialet syv arkivpakker. Disse syv arkivpakker har fået en indholdsbetegnelse på 1 – 5 titler, der nok beskriver indholdet, men ikke ordningen af materialet.

• Krigsministeriet – læs om arkivskaberen her

  Krigsministeriet blev oprettet i 1848. Det eksisterede indtil 1950, hvor det blev sammenlagt med Marineministeriet til Forsvarsministeriet.

  Krigsministeriets opgave var “det hele landkrigsvæsen”, altså primært hæren og dens forsyning. Ministeriet var i 1864 inddelt i fire afdelinger: Krigsministerens bureau, direktionen for armeens intendantur, direktionen for armeens materiel og armeens revisionsvæsen. Under krigsministerens bureau hørte et sekretariat, direktionen for kommandoen og direktionen for armeens personel.

  Krigsministeriets arkiv var i vid udstrækning opbygget efter militærets model med rækker af udgående skrivelser og indkommende sager, hvortil der førtes særlige protokoller, f.eks. havde krigsministerens bureau en protokol 4 for krigsoperationer.

  Krigsministre i 1864 var oberst C.C. Lundbye (13. august 1863 – 18. maj 1864), oberstløjtnant C.E. Reich (18. maj – 11. juli 1864) og generalmajor C.F. Hansen (11. juli 1864 – 6. november 1865). Navnlig over Lundbye har historien fældet en hård dom, idet han mere så sig som øverstbefalende over hæren end som politisk ansvarlig minister – en rolle, som konsejlspræsident D.G. Monrad helt bekræftede ham i. Lundbye blandede sig ofte i overgeneralens dispositioner. Krigsministeriets stærke mand var snarere ministeriets direktør, major Stephan Ankjær. Lundbyes efterfølger, C.E. Reich, gav derimod overgeneralen friere hænder.