Spring til indhold

Navneregister til skifteprotokol for Salling herreder, 1845-1856

Der findes ikke altid navneregistre til de protokoller, som man ville ønske, at der fandtes navneregistre til – men nogle gange gør der. Det gælder for eksempel i dette tilfælde, hvor der er navneregister til skifteprotokollen. Men vær opmærksom på, at det ikke altid er simpelt at bruge et register!

Det arkivalie, du sidder med, er navneregisteret til Salling herreders skifteprotokol 1845-1856.

Navneregisteret findes bag i selve skifteprotokollen og er sorteret efter – først – forbogstavet i personens fornavn (enkelte gange efternavn) og – dernæst – det sidetal, som vedkommende figurerer på.

Da “I” og “J” blev betragtet som det samme bogstad, skal Inger og Jens findes i samme afsnit af registeret. For at finde Johanne Nielsdatter skal man først finde “I/J” i registeret og derefter læse samtlige navne igennem, indtil man finder hende – og en henvisning til det sidetal, hun står på. Ofte vil det være nødvendigt at tjekke flere Johanne Nielsdatter’e, før man kan være sikker på at have fundet den rette.

+ Åben alle- Luk alle
  • Generelt om navneregistre

    Der fandtes tit navneregistre til myndighedernes arkivalier, enten bag i de enkelte protokoller, i separate bind eller på kort. Navneregistrene blev udarbejdet, fordi man hos myndigheden i samtiden skønnede at have behov for hurtigt at kunne finde frem til registreringerne om enkeltpersoner. Derfor er der også mange kildetyper, som der ikke findes navneregistre til, selv om man måske ville forvente det. Det skyldes, at myndigheden i sin tid ikke har følt behovet for at kunne fremsøge enkeltpersoner.

    Navneregistre er i sagens natur som oftest ordnet alfabetisk. Men at noget er ordnet alfabetisk kan være et ganske vidt begreb – nu om dage ordner vi normalt efter efternavn og derpå efter fornavn. I ældre registre, som blev indskrevet i protokoller efterhånden som de blev fyldt ud, er navneregistrene typisk kun ordnet efter forbogstavet i personernes for- eller efternavn – og så kan man altså risikere at skulle kigge hele det relevante bogstav igennem, før man finder (eller ikke finder…) den eftersøgte person.

Se arkivalierne her