Navneregister til skøde- og panteprotokol for Salling herreder, 1749-1829

Den protokol, du sidder med, er et topografisk-alfabetisk navneregister til skøde- og panteprotokollerne 1749-1829 for Salling herreder.

Dette navneregister er blot et af flere registre til protokollerne i denne periode. Hvor de andre registre imidlertid blot er fordelt efter forbogstav (på modtageren eller udstederen) og derefter kronologisk, udmærker dette register sig ved også at medtænke sognet i struktureringen – hvad der gør det klart nemmere at finde frem til det rette skøde, idet man som regel kender sognets navn.

Den tredobbelte strukturering af registret gør det imidlertid lidt kompliceret at anvende, indtil man har forstået strukturen til bunds. Registeret er nemlig delt i en fire-fem afdelinger, der omtrent tager hver sin afdeling af alfabetet og går igennem sognevis og derefter kronologisk. I første afdeling findes således personer, hvis navne begynder med for eksempel A-E, først for Aasted sogn, derefter for Balling, Brøndum, Durup, Dølby, Fur osv. osv. For at komplicere systemet yderligere (og unødigt, fristes man til at tilføje), er afdelingerne ikke konsekvent adskilte. Første afdeling indeholder således A-C for Aasted sogn, men A-G for Durup.

Denne mangel på systematik opvejes dog af, at der på de første sider er to sogneregistre, der tilsammen henviser til de sidetal, hvor man finder registrene for de enkelte sogne. Sogneregistrene viser således, at navneregistrene for Aasted sogn findes på siderne 1 (A-C), 63 (D-H), 80 (I-V) og 253 (V). Brug disse registre til at finde frem til, hvor siderne med navneregistre for Grønning sogn står henne.

• Om registre til skøde- og panteprotokoller generelt

  Fra omkring midten af 1800-tallet indførte man de såkaldte realregistre, der fungerede som indgang til skøde- og panteprotokollerne. Her havde hver matrikel sin egen side, hvoraf det fremgik, hvem der havde ejet den og hvilke hæftelser (lån mv.), der hvilede på den – alt sammen med fine henvisninger til, hvor i skøde- og panteprotokollerne man kunne finde dokumenterne indført.

  Før midten af 1800-tallet er det imidlertid mere speget at finde rundt i skøde- og panteprotokollerne. Nogle gange er der udarbejdet mere eller mindre komplicerede registre som det ovenstående, andre gange kan man kun finde frem til et skøde ved at se en henvisning til det ved det efterfølgende salg – her skal man altså skabe en kæde fra det ældst kendte skøde og så tilbage fra ejer til ejer. Andre gange er det nok at kende tinglysningsdatoen, hvis skøde- og panteprotokollen er ført kronologisk. Hvad den dog langtfra altid er.

  Der er med andre ord gode grunde til at undersøge eventuelle registre og deres opbygning, for de andre muligheder kan også være tidskrævende. At skimme skøde- og panteprotokollerne igennem er naturligvis også en mulighed, hvis man har god tid. En protokol, der dækker 3-4 år, kan snildt have over 1000 sider.