Spring til indhold

Udenrigsministeriet – Samlede sager 1856-1910

Hos Udenrigsministeriet lå en række opgaver med forberedelse af og deltagelse i fredsforhandlinger som de mest iøjnefaldende. Praktiske spørgsmål omkring grænsedragning og aflønning af afskedigede embedsmænd fyldte også.

Arkivserien ’Samlede sager’ omfatter i virkeligheden en bred vifte af emner, som kontinuerligt beskæftigede Udenrigsministeriet. Blandt disse er emnet ’Krigen 1864’ blot én af mange.

’Krigen 1864′ er underinddelt i en række akthæfter eller underemner. Akthæfterne er nummererede med romertal, men ud over det, forekommer rækkefølgen næsten tilfældig.

Arkivskaberen bag de samlede sager er Udenrigsministeriet.

+ Åben alle- Luk alle
  • Samlede sager – læs mere om arkivserien

    Udenrigsministeriets virksomhed omfattede under og efter krigen i 1864 en bred vifte af aktiviteter lige fra deltagelse i fredskonferencer i London og Wien til håndtering af næsten lavpraktiske spørgsmål i forhold til delingen af Sønderjylland.

    Kvaliteten af billedgengivelsen af kilderne er ikke så god som i andre dele af kildepakken, fordi det er sort-hvide film fra begyndelsen af 1960’erne, som af ressourcemæssige årsager ligger til grund for scanningerne.
    I nogle tilfælde er filmoptagelserne af en kilde blevet fordelt på 2 film. Det er baggrunden for, at der nogle steder er to links til en kilde.

  • Udenrigsministeriet – læs om arkivskaberen

    Udenrigsministeriet blev oprettet i 1848. Dets opgave var – og er – at varetage Danmarks forhold til de udenlandske magter. Det fik derfor afgørende betydning for tilblivelsen og udførelsen af Danmarks politik overfor Det tyske Forbund, Preussen og Østrig og de neutrale magter før, under og efter krigen i 1864.

    Periodens udenrigsministre var: Konseilspræsident C.C. Hall (24. februar 1860-31. december 1863), Konseilspræsident D.G. Monrad (31. december 1863-8. januar 1864), G.J. Quaade (8. januar 1864-11. juli 1864 med D.G. Monrad som vikar 3. april-6. juli 1864 mens Quaade repræsenterede Danmark ved Londonkonferencen), konseilspræsident C.A. Bluhme (11. juli 1864-6. november 1865).

    Udenrigsministeriets øverste administrative chef var chefen for 1. departement, Peter Vedel, som den 10. april 1864 oven i købet udnævntes til direktør for det samlede udenrigsministerium.

    Udenrigsministeriets arkiv er delt i tre kronologiske perioder: 1848-56, 1856-1909 og efter 1909. I årene 1856-1909 henlagdes omtrent halvdelen af sagerne på journalnumre (”nummersager”), mens resten henlagdes efter emne (”samlede sager”).

Se arkivalierne her