Dit stamtræ giver elever i 4.-5. klasse mulighed for at lave deres eget stamtræ. Den enkelte elev uploader sit eget foto eller vælger sin egen figur og udfylder en række oplysninger om sig selv og sin familie. Eleverne bygger dernæst deres personlige stamtræ og tilføjer selv de familiemedlemmer, som er vigtige i lige netop deres familie.
Med Dit stamtræ bruger eleverne deres egne fortællinger som afsæt for en diskussion af forskellige familieformer dengang og nu. I de fire tegneseriestriber, der knytter sig til opgaven, møder eleverne fire familier, som har indrettet sig på hver sin måde.
Det historiske stamtræ præsenterer elever i 6.-7. klasse for originale kilder, som de skal bruge for at afdække en virkelig, historisk persons familiehistorie. De syv forskellige stamtræer tilhører de syv børn, som eleverne også kan arbejde med i undervisningsmaterialet Aargang 0, og det er deres forfædre i tre generationer, der skal graves frem af kirkebøgerne. Som hullerne i stamtræet fyldes ud, bliver eleverne præsenteret for de historiske begivenheder, der kom til at præge de helt almindelige liv, hovedpersonerne levede.
Det historiske stamtræ lægger op til en diskussion af hvordan store, historiske begivenheder danner ramme om det enkelte menneskes liv. Alle punkterne i den officielle historiekanon er repræsenteret og efterfølgende kan eleverne prøve kræfter med en quiz, der tager udgangspunkt i de begivenheder de har arbejdet med i stamtræet.
Materialet er gratis