Kjeldgård gods – Skifteprotokol 1803-1850

I forbindelse med en skiftesag opregnes den afdødes arvinger (og deres aktuelle bopæl), der sker en registrering og vurdering af boets aktiver (fast ejendom og løsøre) og af boets passiver (gæld) – og til sidst registreres skifterettens konklusion: var der noget at arve, og hvis ja, hvem skulle da arve hvor meget.

Det er meget forskelligt, hvilke myndigheder der har varetaget skiftevæsenet gennem tiden. I købstæderne var byfogeden skifteforvalter, men på landet afhang det både af den relevante periode og af den afdødes erhverv:

• Fæstebønder: godsejeren eller – hvis der var tale om ryttergods – regimentsskriveren; fra 1817 overtog herredsfogeden hvervet fra de mindre godsejere og 1850 desuden fra de større
• Selvejerbønder og andre selvstændige: amtmanden, men fra 1793 herredsfogeden
• Gejstlige: provsten

I realiteten afspejler disse overgangsårstal sig imidlertid ikke altid i arkivalierne, så man skal søge fleksibelt, når man søger.

• Skifteprotokol – læs mere om arkivserien

  Godsejerens skifteprotokoller indeholder kronologisk ordnede referater af retshandlingerne. Som regel blev bilag til skiftesagerne skrevet ind i skifteprotokollen, men i godsets skifteprotokol var der ikke mange bilag.

  Sammenhæng med andre arkivserier:

  • Register til skifteprotokollen indeholder et alfabetisk navneregister til protokollen
  • Skiftesagen begyndte med en dødsanmeldelse – i den yngre del af skifteprotokollen ser man derfor mange dødsanmeldelser, der er indført sideløbende med de egentlige skiftehandlinger

• Kjeldgård gods – læs om arkivskaberen her

  I udgangspunktet var en godsejer den person, der ejede en hovedgård og det dertil hørende bøndergods. Bøndergodset bestod af en række større eller mindre brug (fra gårde til huse uden jord), som godsejeren var forpligtet til at fæste (leje) bort til den lokale landbobefolkning.

  Med til positionen som godsejer hørte en række rettigheder og forpligtelser. Ejede en godsejer tilstrækkeligt meget jord, kunne han opnå skattefrihed – men til gengæld var han ansvarlig for, at hans fæstebønder betalte de skatter, der skulle betales til kongen.

  Han havde også rettigheder og pligter direkte i forhold til sine bønder: han var forpligtet til at føre en protokol over de fæstebreve (lejekontrakter), han havde udstedt til bønderne, og han var skifteforvalter, når en af bønderne døde.

  Det er i hans egenskab af skifteforvalter, vi her møder godsejeren til Kjeldgård. Kjeldgårds historie som hovedgård kan spores tilbage til 1500-tallet. Den nuværende hovedbygning er bygget i slutningen af 1700-tallet.

  Du kan læse mere om forholdene på Kjeldgård i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet i Asbjørn Romvig Thomsen: ”Den gode, den griske – og den gale godsejer”, i Signe Steen Boeskov m.fl. (red.): ”Det pryder vel en Ædelmand”, Dansk Center for Herregårdsforskning (2010), pp. 83-102. Fokus i artiklen er på nabogodset Jungetgård, men der sammenlignes med forholdene på Kjeldgård.