Uden for Højskolehjemmet opstillede nazisterne to vagter, som begge bar skrårem og hjelm. Vagten blev opstillet til fotografering på politistationen i Haderslev efter Spadeslaget.
Det var forbudt at bære uniform. Derfor anholdt politiet de to vagter uden for Højskolehjemmet. Vagterne satte sig til modværge, og uroen uden for Højskolehjemmet fik forsamlingen indenfor til at strømme ud. Billedet viser anholdelsen af den ene vagt.
Kilderne i dette kildesæt handler om det, der skete lige efter anholdelsen, hvor politi og nazister kom i slagsmål.
Opgaven
Din opgave er at undersøge, hvem der angreb hvem. Var det:
- Politiet, der gik til angreb på nazisterne inde i salen?
Eller - Nazisterne, der angreb politiet?
Spørgsmålet er altså, om der først og fremmest var tale om politivold eller om nazivold?
Når du har læst og vurderet alle fire kilder kildekritisk (brug evt. et arbejdsark pr. kilde) skal du skrive din version af, hvad der foregik. Husk også at skrive, hvorfor du mener, at tingene hænger sådan sammen.
+ Åben alle- Luk alle-
KILDE: Artikel i avisen Fædrelandet
Uddrag af Fædrelandets artikel den 9. december 1940, ”Sønderjyllands S.A. i Kamp med Politiet”. Navnet på journalisten (eller ”Vor korrespondent”) er ikke oplyst. Det er heller ikke noget sted i artiklen oplyst, om journalisten var til stede, eller om han har spurgt sig for, og derfor heller ikke, hvilke kilder han har haft.
Fædrelandet blev udgivet i København. Den var det danske nazistpartis avis. Du behøver kun at læse den del af avisen, der er indrammet.
Ordforklaringer
- Sønderjyllands S.A.: Den sønderjyske afdeling af S.A., som igen var en del af nazistpartiet. ”S.A.” stod for ”Sports-Afdelingen”, men var inspireret af den uniformerede og bevæbnede afdeling af det tyske nazist-parti, hvor S.A. stod for ”Sturm-Abteilung”.
Artiklen er en del af Haderslev Politis sag om Spadeslaget og er fundet i pakken med nr. 911. Læs uddraget af artiklen på billede 2:
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse (åbner ny fane)
-
KILDE: Artikel i avisen Jydske Tidende
Uddrag af en artikel i Jydske Tidende den 10. december 1940. Uddraget er fra afsnittet ”Spadehug mod Politiet”. Journalistens navn fremgår ikke, og det er ikke noget sted i artiklen oplyst, om journalisten var til stede, eller om han har spurgt sig for, og derfor heller ikke, hvilke kilder han har haft.
Jydske Tidende blev udgivet i Kolding som en del af Det konservative Folkepartis presse (aviser). Du behøver kun at læse den del af artiklen, der er indrammet.
Ordforklaringer
- Clausen-Folk: Det danske nazistpartis leder hed Fritz Clausen.
- Arbejder-Samariterne: Arbejdernes Samariter Forening blev stiftet i 1907. Det eksisterer stadig under navnet Dansk Folkehjælp. En samarit er uddannet i førstehjælp.
- Aabenraa-Betjente: Haderslev Politi havde blandt andet tilkaldt forstærkninger fra Aabenraa.
Artiklen er en del af Haderslev Politis sag om Spadeslaget og er fundet i pakken med nr. 911. Læs uddraget af artiklen på billede 2.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse (åbner ny fane)
-
KILDE: Afhøring af Jonny Tiedemann
Uddrag af Haderslev Politis rapport med afhøringen af Jonny Friederich Tiedemann den 8. december 1940. Under mødet var Jonny Tiedemann på et tidspunkt gået udenfor for at tisse. Han stod i alleen foran Højskolehjemmet, da det kom til sammenstød mellem politi og SA-tropper.
Du behøver ikke at læse den del, der handler om marchen gennem Haderslev, men kan nøjes med at læse det, der handler om sammenstødet (indrammet).
Ordforklaringer
- Kontorist: Èn, der arbejder på et kontor
- A.: Afdeling af det danske nazistparti. Det stod for ”Sports-Afdelingen”, men forkortelsen var inspireret af den uniformerede og bevæbnede afdeling af det tyske nazist-parti, hvor S.A. stod for ”Sturm-Abteilung”.
- N.S.A.P: Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (nazistpartiet).
- Kpt: Forkortelse for ”komparenten”, som betyder ”den afhørte” – i dette tilfælde altså Jonny Tiedemann.
Rapporten med afhøringen findes i et læg, der indeholder papirerne om Jonny Tiedemann. Den findes i pakke nr. 912 i Haderslev Politis sag om Spadeslaget. Læs den indrammede del af teksten på billede 2.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse (åbner ny fane)
-
KILDE: Politiassistent Tofts rapport
Uddrag af politiassistent Tofts rapport ”angående uroligheder i Haderslev i anledning af offentligt møde på Højskolehjemmet.” Rapporten er dateret søndag, den 8. december 1940. Politiassistent Toft var til stede foran Højskolehjemmet, da kampen mellem nazister og politi brød ud.
Rapporten var seks sider lang, men du skal kun læse den del, der omhandler sammenstødet efter anholdelsen af de to spadevagter (indrammet).
Der skulle skrives mange rapporter om aftenen den 8. december. Måske er det derfor, der har sneget sig nogle stavefejl ind:
- Huge: Hugge (og ordet ”at” mangler)
- Maate: Maatte (man anvender aa frem for å)
- Slaett: Slaaet
- Undertenede: Undertegnede (=Politiassistent Toft)
- Fortrkke: Fortrække (trække sig tilbage)
- Lykedes: Lykkedes
Rapporten er en del af Haderslev Politis sag om Spadeslaget og er fundet i pakken med nr. 909
Nedefor ser du rapportens side 3 og 4. Læs den indrammede del af teksten.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse (åbner ny fane)