Forsvar for demokrati i mellemkrigstiden

Diktaturer vandt indpas i Europa i mellemkrigstiden, som perioden siden blev kaldt. I Rusland blev zaren styrtet og kommunismen indført. I Italien tog den fascistiske Mussolini magten, og i Tyskland vandt nazismen frem med Hitler i spidsen.

Herhjemme var også det unge danske demokrati under pres fra yderligtgående politiske grupperinger på både højre- og venstrefløjen.

Skiftende regeringer søgte med lovgivning, retsvæsen og politi efter bedste evne at håndtere udfordringen med overvågning, efterforskning og hårde straffe. Men demokratiet var også under pres ovenfra, da kongen i den såkaldte ”Påskekrise” afskedigede regeringen i 1920.

• Mere om temaet

  Aktivisme

  I mellemkrigstidens årtier var samfundet udfordret af politiske grupperinger på mange niveauer. Mest tydeligt på gadeplan, hvor venstrefløjsaktivister og højregrupperinger demonstrerede med optog og taler, foranstaltede optøjer og gadekampe og i det hele taget udæskede det borgerlige og demokratiske Danmark.

  I tiden efter 1. verdenskrig og op i 1920’erne var det især venstreorienterede aktivister, som var på gaden. I 1930’erne kom også de højreorienterede grupper med, som fx danske nazister og Konservativ Ungdom. Politiet overvågede disse grupper meget nøje, og når det lykkedes at arrestere uromagerne, fik de hårde straffe. Det er også her i begyndelsen af 1930’erne at regeringen satte ind med lovgivning med bl.a. uniformsforbud for at begrænse gadeurolighederne – de såkaldte ”Urolove”.

  Påskekrisen

  I 1920 greb kong Christian X ind i dansk politik og satte for en kort stund demokratiet på ”stand-by” i Danmark. På baggrund af det sønderjyske spørgsmål afskedigede kongen ministeriet Zahle og insisterede på selv at være en aktiv politisk spiller. Det afstedkom store demonstrationer, inden kongen gav sig og ”genindførte demokratiet”.

• Udvælgelse af kilderne

  Kildepakken består af materiale til belysning af forsvaret for demokratiet på flere niveauer:

  • På det udenrigspolitiske plan (Udenrigsministeriets depecher)
  • På det regeringsmæssige plan (Statsrådsprotokol)
  • På det lovgivende plan (lovgivningen i 1930’erne) og
  • På gadeplan i form af myndighedernes overvågning og retsforfølgning af yderligtgående politiske grupper (politirapporter, retsakter mv.)

  I de danske gesandters depecher kan man følge udviklingen i Sovjet, i Italien og i Tyskland på ganske nært hold.
  Det udenrigspolitiske materiale består af de meddelelser om forholdene i diktaturlandene Sovjetunionen (Rusland), Italien og Tyskland. Det var de øverste danske gesandter (ambassadører), som ugentligt eller hver 14. dag sendte de såkaldte depecher hjem til udenrigsministeren. Gennem disse depecher kan man følge den politiske, sociale og økonomiske udvikling i værtslandet – set i en dansk optik.

  I Moskva-depecherne kan man bl.a. følge skueprocesserne i Moskva i 1936-38, hvor en række af Stalins modstandere blev dømt for forræderi. I depecherne fra Rom kan man læse om Mussolinis sortskjorters march mod Rom i oktober 1922 og senere hærgen af landet. Og fra Berlin kan man følge det stedse strammere greb nazisterne får om landet, bl.a. meldes der indgående om udskillelsen af jøder fra det offentlige liv og om ”Krystalnatten” i november 1938.

  Påskekrisen i 1920 er beskrevet ud fra striden mellem konge og Zahle-regeringen således som den fremstår i referatet i fra mødet i Statsrådet. Statsrådsmøderne havde sædvanligvis blot karakter af ministrenes rutinemæssige forelæggelse af sager til kongelig stadfæstelse. Desto mere bemærkelsesværdigt var det, når kongen direkte fremførte sine personlige politiske holdninger. Efterfølgende afsatte kongen regeringen Zahle og udnævnte Otto Liebe til statsminister. Et forsvarsskrift for handlingerne ses i privatarkivet fra Otto Liebe, hvor han giver sin personlige beretning om begivenhederne.

  En særlig gruppe arkivalier findes i Justitsministeriets arkiv, herunder Urolovene i 1930’erne, politilovgivningen og lovforberedende materiale for at imødegå ”gadens parlament”.

  Gennem politiets arkiver og retsapparatets straffesager mod aktivisterne kan de hektiske politiske sammenstød mellem det bestående samfund og samfundsomstyrterne følges. Det var især den ”røde fare”, man var opmærksom på: Kommunister, syndikalister, socialister, røde stormtropper og strejkende arbejdere, men også nazistiske brunskjorter og Konservativ Ungdom med den grønne fane blev overvåget. Møjsommeligt optog politiet rapport på rapport om begivenhederne på gadeplan. Retssager fra 1918-20 mod især venstreorienterede aktivister er medtaget fra København, men også straffesager fra de såkaldte Nakskovuroligheder i 1931 er inddraget.