Danmarks koloni i Tranquebar

Kildepakken om Danmarks ældste tropiske koloni indeholder arkivalier fra det første Ostindisk Kompagniets dannelse i 1616 frem til dets ophør i 1650 samt arkivalier fra det andet Ostindisk Kompagni fra genoprettelsen i 1668 frem til konkursen i 1729.
Disse arkivalier bliver hermed for første gang i mange årtier tilgængelige for forskning, idet store dele heraf har været utilgængeligt pga. råd og svamp.

Kildepakken er endnu ikke komplet, men vil blive suppleret med flere digitaliserede arkivalier. Der er desuden planer om at tilføje allerede fremskredne transskriptioner af nogle af kilderne.

Med kildepakken er det håbet, at der anspore til ny forskning i Ostindisk Kompagnis historie. Det er Danmark-Norges allertidligste tropiske kolonihistorie og samtidig et næsten ubeskrevet blad i dobbeltmonarkiets historie. Det er også indisk historie, europæisk historie og international handelshistorie. Arkivalierne vedrører nogle af de mest udfordrende, overvældende og eksotiske kulturmøder, som nogen danskere havde oplevet, måske siden nordboerne mødte inuitterne i Grønland.

Tranquebar og Serampore

Tranquebar er i dag en fredelig by med ca. 23.000 indbyggere beliggende på Coromandelkysten på Indiens sydøstlige kyst i det nuværende Tamil Nadu. Fra 1620-1845 var byen hovedsæde for kommandanten (fra 1738 guvernøren) over Danmark-Norges kolonier i Indien, samt for skiftende handelsstationer (kaldet loger eller faktorier) og adjungerede lokale købmænd (kaldet factorer). Handelen strakte sig fra i vest Mocca i Yemen over Persien til i øst Canton i Kina, Manilla i det nuværende Philippinerne samt øerne i det nuværende Indonesien. Det var et enormt handelsområde, men handlen var dog primært fokuseret omkring Den Bengalske Bugt, Det Sydkinesiske Hav og Javahavet.

Tranquebar blev Danmark-Norges første tropiske koloni, og den fungerede væsentlig anderledes end de senere afrikanske og vestindiske kolonier. Først og fremmest var kolonien i Tranquebar ikke en besiddelse, idet der årligt skulle betales en tribut til kongen (nayaka’en) af Thanjavur, og kolonien eksisterede helt på indernes betingelser. Slavehandelen var af forholdsvis beskedent omfang.

Der var ikke mange produkter fra Europa, som kunne sælges i Indien, men de store mængder sølv og guld, som Portugal og Spanien hentede i Sydamerika blev en attraktiv valuta for de europæiske handelskompagnier, som ville købe de eftertragtede indiske varer og senere de endnu mere populære kinesiske varer.

1755 blev der etableret en fast koloni i Serampore i Bengalen, som efterhånden fik større økonomisk betydning end Tranquebar, men Tranquebar forblev guvernørens residens.

Grundlæggelsen
Som ung konge så Christian 4., hvorledes Portugal, Holland og England havde etableret kolonier i Sydøstasien, og hvorledes de profiterede på denne handel. På opfordring fra hollændere fik han samlet kapital og etableret det første Ostindiske Kompagni i 1616. I november 1617 kom hollænderen Marcelis Boshouwer i audiens hos Christian 4., og han medbragte et brev fra rajah Senarat af Kandy på Ceylon med et tilbud om en traktat, hvor Christian 4. skulle sende et udrustet krigsskib til Ceylon, mod at få eneretten på handlen mellem Ceylon og Europa. Christian 4. greb muligheden, og den første ekspedition blev sendt afsted i to omgange i hhv. august og november 1618. Målet var at få etableret en koloni i Ceylon, men det viste sig ikke profitabelt. I stedet lykkedes det ekspeditionen at få kontakt til Nayaka Raghunatha i Thanjavur. Efter forhandlinger blev der i 1620 indgået aftale om etablering af en koloni i byen Tranquebar, og nayaka’en tilbød oven i købet hjælp til at bygge den stadig eksisterende fæstning Fort Dansborg.

Foto: Den 19. november 1620 signerede Nayaka Raghunata af Thanjavur en aftale med Kong Christian 4. om, at Tranquebar skulle være koloni for Ostindisk Kompagni og dermed dobbeltmonarkiet Danmark-Norges første tropiske koloni. Bemærk, at Nayakaen har underskrevet både i toppen af aftalen og i bunden. Aftaler af denne type blev ikke benyttet i Indien. Med aftalen startede de officielle forbindelser til Indien, som 19. november 2020 er 400 år (Foto: Rigsarkivet)

• Mere om temaet

  Kongen og kompagniet

  Christian 4. var storaktionær og en ildsjæl i det første Ostindisk Kompagni, så Danske Kancelli og Tyske Kancelli blev inddraget i ledelsen af kompagniet. Frederik 3. havde ikke samme interesse for det urentable kompagni, og han blev hurtigt inddraget i svenskekrigene, som endte med at ruinere riget. I kølvandet på svenskekrigene blev kongen enevældig, og i sine sidste år stod han bag oprettelsen af det andet Ostindisk Kompagni og en genoprettelse af besejlingen af Tranquebar. Christian 5. inddrog også Danske Kancelli i styrelsen af kompagniet, men det ser ud som om, at kompagniet fra ca. 1690 blev mere selvstændigt og fra 1697 med eget hus på Christianshavn. Frederik 4. fortsatte i faderens fodspor, men han stod bag oprettelsen af en protestantisk mission i Tranquebar, verdens første protestantiske mission, som stadig den dag i dag holder til i Tranquebar.

  Kompagniets styrelsen fra København, og den lokale ledelse i Tranquebar

  Ostindisk Kompagni blev styret fra hovedkontoret i København, og fra 1697 fra Christianshavn. Kompagniets direktører udsendte skibe med kapital og udførlige skriftlige instrukser, som kaptajnen ved skibets ankomst til Tranquebar overdrog til koloniens øverste leder i Tranquebar, som blev benævnt kommandant (betegnelsen guvernør blev først benyttet fra 1738).

  Fra ca. 1690 blev den lokale ledelse i Tranquebar af alle kompagniets aktiviteter og resurser i Sydøstasien udført af ”Det Secrete Råd”, der bestod af kommandanten samt 3-5 købmænd.

  Kommandanten havde et udstrakt lokalt selvstyre, idet sejltiden fra København til Tranquebar eller retur tog 9-10 måneder på havet syd om Afrika, så der gik 2 år, fra brev blev afsendt, til svar blev modtaget, og det endda kun på betingelse af, at skibene undgik opbringelse, havari og forlis.

  Kommandanten og Det Secrete Råd havde en omfattende forpligtelse til at rapportere skriftligt til hovedkontoret i København. Omvendt blandede hovedkontoret sig generelt kun i overordnede forhold om økonomi og sikkerhed, herunder om fx større investeringer, skibe, ansættelser, løn, større straffesager, formodninger om økonomisk svindel, forhold om religionsudøvelse og overordnede diplomatiske forhold. Hovedkontoret i Købehavn skulle selvfølgelig også angive, hvilke varer, der skulle indkøbes i Indien og Sydøstasien, fordi de passede den herskende smag i Europa og gav den største profit ved auktionerne. De mest omsatte varer var krydderier og stof af forskellig slags, men også fx salpeter, kandis, ædelsten og tropisk træ.

  Skibe og havne

  Kompagniets hovedhavne i Danmark-Norge var København og Bergen, og under Store Nordiske Krig var Bergen særlig vigtig, fordi skibene kunne sejle, uden at komme for tæt på svenske havne. På turen til og fra Indien blev der lagt til land flere steder for at købe friske forsyninger. Hyppige fourageringsstæder var De Kanariske Øer, Kap Verde, Skt. Helena og Kapstaden (Cap de Bonne Esperance eller blot ”Cap”).

  Der er ikke en havn i Tranquebar, så de store handelsskibe måtte ankre op på reden ud for Fort Dansborg, og derfra blev varer transporteret til og fra land i lavbundede sellinger over brændingen ved strandbredden.

  Ostindisk Kompagni havde også en del skibe stationeret i Tranquebar til brug for den lokale handel i det enorme handelsområde samt til indkøb af varer til handelsskibenes returvarer. Arbejdet med at skaffe og uddanne mandskab, tilrettelægge profitable togter samt vedligeholde skibene fyldte en del i dagligdagen. Det hændte med mellemrum at skibe forliste af forskellige årsager, og det var hver gang et stort tab, fordi både skibet og dets ladning gik tabt, og fordi kompagniet efterfølgende manglede den helt afgørende resurse, som hvert skib var for økonomien.

  

  Foto: Tegning af fort Dansborg lavet af en sømand ombord på skibet ’Grev Laurvig’. Findes i skibsprotokollen fra juli 1726 

  Kulturmøder

  Fra Tranquebar udgik den lokale ledelse af alle kommercielle aktiviteter og diplomatiske forhold til mange sydøstasiatiske riger, herskere, embedsmænd, købmænd og andre europæiske (portugisiske, engelske, hollandske og franske) kolonier i Indien og Sydøstasien. Tusindvis af danskere og nordmænd samt andre europæere i kompagniets tjeneste ankom til Tranquebar i kortere eller længere perioder. De blev kastet ind i kulturmøder med myriader af sprog og dialekter, sæder og skikke samt en række religioner, som alt sammen var meget fremmedartet for dem.

  Ved siden af de indiske nævnes hyppigt to særlige befolkningsgrupper som handelspartnere, nemlig den muslimske befolkning kaldet moorer samt armenerne, som på dette tidspunkt var meget driftige og indflydelsesrige i handelen i hele Sydøstasien.

  Missionen

  Siden etableringen af Tranquebar i 1620 var det kompagniets ideal ikke at blande sig i indernes interne forhold. Zionskirken i Tranquebar var derfor kun bygget til kompagniets ansatte. Men Frederik 4. besluttede i 1704 at oprette en protestantisk mission og udsendte to tyske missionærer Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau. De ankom til Tranquebar i 1706 og opstartede derved verdens første protestantiske mission. Ziegenbalg fik lært tamil og oversatte som den første Bibelen til tamil. Han fik døbt en del indere og oprettede en skole. Han indviede også i 1718 Jerusalemskirken, som stadig findes i Tranquebar med Frederik 4.’s monogram over døren. Missionen blev en fast del af Tranquebar også efter salget i 1845.

• Koloniernes ejere

  1616-1650: Det første Ostindisk Kompagni

  Efter nogle profitable start år kom der af flere årsager tilbagegang, og krige og økonomisk tilbagegang i Danmark-Norge gjorde det svært at skaffe kapital til besejling fra København. Rigsrådet erklærede i 1650, at Tranquebar skulle afhændes, da det ikke var rentabelt. Salg skete dog ikke, men det tilbageværende personale blev efterladt i Indien i 26 år uden besejling fra Danmark-Norge.

  1643-1669: Den kompagniløse tid

  Kolonien blev alene styret af først kommandant Paul Hansen Korsør, og fra 1655 af den sidst overlevende dansker Eskild Andersen Kongsbakke. I denne periode blev der sendt enkelte breve mellem København og Tranquebar med engelske eller hollandske skibe, men ellers klarede kolonien sig ved regional handel i Sydøstasien og ved kapervirksomhed.

  1668-1729: Det andet Ostindisk Kompagni

  Blev etableret under Frederik III i 1668 for at skaffe indtægter efter svenskekrigene, og skibet “Færø” blev sendt til Tranquebar for at genetablere handlen. Ved ankomsten til Tranquebar var kolonien i god stand, og Kongsbakke fik formelt lov at fortsætte som kommandant til sin død i 1674. Der var store planer om ekspansion, og handlen var profittabel, men under Store Nordiske Krig 1709-1720 og i årene efter led handlen, og kompagniet gik konkurs i 1729.

  1729-1732: Interimssocietetet

  Fortsatte besejlingen til Tranquebar. Et ligeledes oprettet Kina-societet opstartede handel på Kina.

  1732-1777: Asiatisk Kompagni

  Blev oprettet på grundlag af de to societeter, og det havde monopol på al Danmark-Norges handel med Asien. Fra 1755 tilkom kolonien Serampore. I 1772 blev monopolet ophævet, og handelen givet fri.

  1777-1845: Staten

  Overtog ejerskabet af kolonierne fra Asiatisk Kompagni i 1777, så kompagniet fra da alene skulle stå for handlen med Asien. Efter Sveriges overtagelse af Norge i 1814 blev de indiske kolonier rent danske. De indiske kolonier blev administreret af Kommercekollegiet. Tranquebar var besat af englænderne i to perioder i 1801 og 1808-1815, og derefter forsvandt handlen.

  1845-1947: Storbritannien

  Allerede i 1799 havde englænderne overtaget områderne omkring de danske kolonier, og i 1845 blev Tranquebar og Serampore solgt til Storbritannien for 1.125.000 rigsdaler. Traktaten om afhændelsen blev forhandlet i Calcutta (i dag Kolkata) og senere ratificeret i London og København. Denne traktat findes på Rigsarkivet.

  1947 ff: Indien

  Efter Indiens selvstændighed, blev Tranquebar – eller nu Tarangambadi – en del af delstaten Tamil Nadu, og delstatshovedstaden er Chennai – tidligere Madres – hvor også delstatsarkivet ligger. Her opbevares ca. 10 hyldemeter arkivalier primært skrevet på dansk fra ca. 1777-1845.

• Udvælgelse af kilderne

  Kildepakkens fokus er Ostindisk Kompagni for at hjælpe forskning i dette kompagnis historie i gang. Det efterfølgende Asiatisk Kompagni er dermed bevidst valgt fra, fordi der er så mange velbevarede arkivalier om dette kompagni, og fordi der allerede findes megen forskning om det.

  Det endelige mål med kildepakken er at samle alle arkivalier om Ostindisk Kompagni 1616-1729. Foreløbig har det dog været nødvendigt at fravælge arkivalier, som er i så nedbrudt stand, at de ikke kan digitaliseres. Det gælder bl.a. de meget centrale rapportbøger og justitsprotokoller. Disse arkivalier må afvente en konservators behandling, inden de kan digitaliseres.

  Udvælgelseskriteriet er derfor på nuværende tidspunkt alle arkivalier vedrørende Ostindisk Kompagni 1616-1729, som er i en stand, så de kan digitaliseres.

  Da arkivalierne har været benyttet så lidt og generelt er i meget ringe stand, er det i nogle tilfælde ikke muligt at give nøjere beskrivelser af de enkelte arkivseriers indhold. Det kan også forventes, at nogle løse sider ikke altid ligger i rigtig orden, at de kan være krøllede og måske fejlplacerede. Det er altså brugerne, der efter bedste evne og med tålmodighed må lave grundforskning.