Fængsel og straf

I middelalderen var bødestraffen den mest udbredte form, efterfulgt af de korporlige straffe med dødsstraf, afhugning af hænder, fingre, ører eller næser, samt piskning, brændemærkning og gabestok. Fængselsstraffe blev kun anvendt, hvis en lovovertræder ikke kunne betale sin bøde eller som varetægtsfængsel.

Op gennem 1500- og 1600-tallet blev de korporlige straffe endnu mere udbredt, og der opstod en ny straf: arbejde i jern. Straffene skulle virke afskrækkende og dermed begrænse ny kriminalitet.

I løbet af 1700-tallet vandt Oplysningsfilosofien indpas, som lagde vægt på, at straffene skulle tjene det almene bedste, og at det var vigtigere at forebygge kriminalitet end at gengælde forbrydelser, hvorefter fængselsstraffen med tiden blev den altdominerende straffeform.

• Mere om temaet

  Det danske fængselsvæsen var fra 1700-tallet og frem inde i en stærk udvikling. I København var i begyndelsen af 1600-tallet oprettet Danmarks første egentlige fængsel: Christian IV’s Børnehus.

  Og siden fulgte flere efter. Fængslerne var i 1600- og 1700-tallet en blanding af straffeanstalter og sociale institutioner, men ved slutningen af 1700-tallet ændredes dette, så de forhærdede forbrydere blev holdt adskilt fra dem, der var indsat af sociale årsager, bl.a. hjemløse børn, tiggere og arbejdsløse. Adskillelsen skulle forhindre, at fængslerne blev rene udklækningsanstalter for forbrydere.

  I midten af 1700-tallet blev reformtanker vedrørende straffesystemet udviklet i England. Det bevirkede, at fængslers opbygning og funktion ændrede karakter flere steder i verden, idet man i resten af Europa og USA blev inspireret heraf.

  Straffesystemet havde indtil da anvendt afstraffelse som afhugning af lemmer, pisk, hængning, fredløshed eller tvangsarbejde, ofte på livstid, men i løbet af århundredet begyndte man at få nye tanker om, at man, ved at straffe med frihedsberøvelse i stedet, kunne gøre det muligt at forbedre menneskene bag forbrydelserne.

  Midt i 1800-tallet tog man i Danmark de nye tanker om strafsystemet til sig, og synet på straf og forbrydere begyndte at ændre sig.

  I 1840 blev der derfor nedsat en dansk kommission, som skulle ”… søge at realisere det formål, at fængslingen ikke alene virker som en afskrækkende straf, men tillige bliver til forbryderens moralske forbedring”. Med inspiration fra Englands 1700-talsreformer diskuterede man, hvilken form for strafafsoning der var den bedste.

  Valget stod mellem to systemer, som begge havde til formål at opdrage fangerne religiøst og forbedre dem moralsk. I begge systemer var metoderne isolation, disciplin og hårdt arbejde. Forskellen var især graden af isolation.

  Det ene system blev kaldt Philadelphia-systemet. Det stammede fra Cherry Hill-fængslet i Philadelphia i staten Pennsylvania. Her havde man i 1820’erne bygget det første egentlige fængsel, der var opbygget af celler, som vi kender det fra i dag. Dermed gik man væk fra den daværende almindelige fængselsform, hvor fangerne sad sammen i store, åbne rum.

  I et fængsel med Philadelphia-systemet levede fangerne i total isolation i deres celle både dag og nat. De arbejdede alene i cellerne og fik kun besøg af fængselspræsten. Skulle de transporteres rundt i fængslet, var deres ansigter dækket, så fangerne ikke kunne genkende hinanden.
  Med sig selv som det eneste selskab, var det meningen, at fangerne skulle angre deres forbrydelse og derigennem forbedre sig.

  På samme tid opstod det andet system, Auburn-systemet. Det kom fra Auburn-fængslet i staten New York. Her var der også tale om et cellefængsel, men her var fangerne kun isoleret i cellerne om natten, mens de om dagen arbejdede i fuldstændig tavshed i fælleslokaler.

  I Danmark var der meget stærke fortalere for begge systemer, og der var lange diskussioner om, hvilket system man skulle anvende. Til sidst enedes man om et kompromis, og den 25. juni 1842 udgik en kongelig resolution, der reformerede og moderniserede det danske fængselsvæsen.

  I resolutionen blev det bestemt at bruge både Philadelphia- og Auburn-systemet, således at fanger, som skulle afsone kortere straffe, skulle indsættes i forbedringshuse indrettet efter Philadelphia-systemets isolationsprincip, mens tugthuse af Auburn-typen skulle huse langtidsfanger. Man besluttede, at et forbedringshus skulle bygges på Sjælland (Statsfængslet i Vridsløselille, der åbnede i 1859), mens et tugthus skulle bygges i Horsens (Tugthuset i Horsens, senere kaldt Statsfængslet i Horsens, der blev åbnet 1853).

• Udvælgelse af kilderne

  Til kildepakken er udvalgt arkivserier fra fire fængsler, som til forskellige tider på hver deres måde viser livet bag murene.

  • Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn (1790)
  • Statsfængslet i Vridsløselille (1859)
  • Statsfængslet i Horsens (1853)
  • Statsfængslet i Nyborg (1913)

  Hovedparten af det udvalgte kildemateriale fra de fire fængsler refererer til de indsatte fanger. Heri er det muligt at komme helt tæt på den enkelte fange, og det liv som han eller hun fik i fængslet.

  Særligt gør det sig gældende for Horsens, Vridsløselille og Nyborg, hvor stambøger, stamruller og rulleblade fortæller historien om den enkelte. Man kan også i forseelses-, forhørs- eller straffeprotokoller følge de disciplinære straffe, som fangerne blev tildelt, når de interne fængselsregler blev brudt.

  Ligeledes er medtaget kommissionsmateriale om bygning af de nye fængsler midt i 1800-tallet, bl.a. kommissionen til opførelse og undersøgelse af fængslet i Vridsløselille i 1850’erne, der belyser de genvordigheder, der fulgte med et stort fængselsbyggeri.

  Udover de enkelte fængslers arkivalier om fanger er der medtaget materiale fra den store fængselskommissions arbejde i 1840’erne, som fik så stor indflydelse på fængslernes og straffemetodernes udformning.

  Endelig er en enkelt undersøgelseskommissions materiale vedr. et fangeoprør i 1815 medtaget.